ADAC Formel 4    27/09/18

Vesti på en mission!
Årets sidste race weekend i tysk F4 på Hockenheim blev den mest turbulente af alle for unge Frederik Vesti. En weekend, der skulle sikre ham en topplacering i det samlede tyske mesterskab. Med en 4. plads forud for weekenden og kun 4 points op til tredjepladsen og 17 til andenpladsen i mesterskabet, havde Vesti sat sig selv på en klar og bunden opgave – fremad!!

En realistisk forventning til sig selv og med gode erfaringer fra Hockenheim, hvor Frederik senest triumferede i juli, var det en særdeles veloplagt og selvsikker Vesti, der satte sig i bilen allerede fredag til de to tidtagninger.

”En top-tre placering har været mit mål hele året. Allerførst at vinde mesterskabet, men da jeg i foråret efter at ligge 2er missede næsten en hel weekend og to hele løb uden et eneste points p.g.a en afkørsel og ødelagt motor, vidste jeg, det ville blive svært. Også selvom intet er umuligt i vores verden. Med samspillet mellem menneske og maskine kan ALT ske, hvilket desværre blev ekstra tydeligt for mig denne weekend”.


(Foto: Riis Photography)

Allerede i tidtagningen gik det galt. Den tidtagning, der normalt er helt afgørende for, at man kan sikre sig et top resultat, når man ligger godt placeret fra start. En sensor i speederen gik i safe mode, hvilket betød, at bilen pludselig ikke tog gas. Vesti kunne se sig selv sakke længere og længere ned i placeringerne. En 12. bedste placering til race 1 og en nærmest heldig 4. plads til race 2 blev det til, da man fik midlertidigt styr på den sensor, der havde holdt Vesti tilbage.

”Når sådan noget sker, taber man fatningen et sekund. Men det hjælper jo intet. Så hurtigt fik jeg mig selv overbevist om, at nu måtte jeg i stedet vise alt, hvad jeg kan på en racerbane – at jeg kan køre rigtig hurtigt og sætte ind med konstante og konsekvente overhalinger. Det er risikofyldt at skulle op igennem et felt af meget ivrige kørere, der alle vil have en placering og points med hjem, og som kæmper for deres fremtid hver og en. Men frem skulle jeg. Inden første løb lovede jeg min manager, at jeg ville ende på podiet”.

Og Vesti holdt ord. En mand på en mission. Sikkert og beslutsomt tog han den ene konkurrent efter den anden. Da flaget blev givet var 12. pladsen erstattet med en imponerende 3. plads!


(Foto: Riis Photography)

Det efterfølgende race 2 varede til tredje sving. Her pressede 2’eren i mesterskabet, Ferrari’s junior kører Enzo Fittipaldi, Vesti ud i græsset, hvor han samtidigt også ødelagde alle chancer for sig selv, da han mistede kontrollen over sin bil og ramte og ødelagde Vesti’s forhjulsophæng!! En manøvre Fittipaldi senere undskyldte for. Det ændrede dog ikke på den kendsgerning, at afkørslen betød, at Vesti i søndagens 3. løb skulle starte fra bageste række.

Men igen fik det Vesti til at satse alt. Med fart i bilen og frække overhalinger, måske dagens bedste på Michael Schumacher’s nevø, David Schumacher, var Vesti pludselig oppe fra en 16. plads på en 5. plads. Med over 10 minutter tilbage var blikket sat på endnu en podie placering. Lige indtil der igen ikke var en reaktion fra speederen. Svært at tro på for en Vesti, der havde vist ALT denne weekend, og som nu måtte lade materiellet standse ham i hans afsluttende jagt.


(Foto: Riis Photography)

”Jeg mener i virkeligheden, jeg kunne have vundet alle tre løb i denne weekend. Min fart var der. Min selvtillid var der. Og mine overhalinger sad i skabet. Det her er uden tvivl min bedste weekend nogensinde, hvis man ser på det køremæssige. Resultaterne fulgte ikke med. Det er race, når det er værst. Men jeg tog – på papiret det næsten umulige – hele 25 overhalinger, som jeg kan mærke giver genlyd i branchen og respekt blandt mine konkurrenter. Det er den her slags race, der skal sikre min fremtid. Det er det her race, der skal sikre mig de allerbedste sæder i de bedste teams fremadrettet. Min samlede 4. plads i mesterskabet viser ikke det rigtige billede af, hvad jeg føler, jeg kan”, slutter Vesti, der ser ud til at have ret, hvis man spørger hans nuværende teamejer, Frits Van Amersfoort, der igennem mere end 30 år har haft de bedste i stald og været med til at udvikle de allerstørste stjerner.

”Frederik for mig er en kører, som minder mig om de største kørere, jeg har haft i det sidste årti. Når jeg ser Frederik køre, ser jeg en kører, der matcher de 2 største kometer i F1 i dag – Max Verstappen, Red Bull og Charles Leclerc, fra 2019 på kontrakt med Ferrari. Frederik er en fyr, som ikke bare er lynende hurtig, men som også har en fænomenal fysisk og mental styrke, der giver ham retten til at gå hele vejen”.


(Foto: Riis Photography)

Vesti Motorsport


Læs mere om:
  • Frederik Vesti

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk