Diverse   31/08/18

A day at the races…
Man ved, at sommeren er tæt på forbi, når man drager til Grand Prix Danmark på FDM Jyllands-Ringen sidste weekend i august.


(Foto: Motorsporten.dk)
Det gjorde vi så, mine racevenner familien Jørgensen: junior Rasmus, far Carsten (min gode race-ven gennem mere end 30 år med Le Mans, Formel 1 og ikke mindst dansk race) og farfar Verner. Vi har en sådan hyggetur et par gange om året. Vi har efterhånden opbygget en tur med diverse traditioner.
Vi bor alle i Odense og herfra startes der op, som regel med Verner som driver. Herfra er første stop som regel Kvickly i Ry hvor der købes kanelsnegle, som vi så indtager på parkeringspladsen ved Jyllands-Ringen, sammen med en god kop kaffe. Så er vi klar!!

Vi skal lige en tur rundt i paddock og Rasmus skal lige have lidt nyt fra Magnussen-shoppen. Så vender vi snuden mod ”publikumslangsiden”… vi har næsten faste pladser! Foran Stark Racings tribuner for enden af langsiden tæt på svinget op mod ”hesteskoen” og foran storskærmen. Her har vi tilbragt en del timer efterhånden med godt race og en del dramatik.


(Foto: Motorsporten.dk)

Dagens løb var lidt en pose blandede bolcher! Efter en lørdag med skiftende vejr, var søndag stort set knasende tør, der var ganske få regndryp… nærmest mindre end lidt. Derfor virker det lidt grotesk, at der i så mange heats skulle indsættes Safety-Car. Værst var det selvfølgelig med den tragiske ulykke i et af DTC-heatene, hvor en fotograf var involveret i et uheld. Det betød en meget lang pause, vor ingen vidste noget… det var i hvert fald sparsomt med informationer. Heldigvis var det åbenbart ikke så alvorligt som det talstærke publikum kunne frygte. Vejret spillede også med og derfor var der trods alt en rolig og hyggelig stemning.

DTC-heatene bød ikke på den store ændring i mesterskabet, Kasper H. Jensen og Massive Motorsport har efter weekenden stadig ”fat i den lange ende”. Rimeligt race og fortjent finalesejr til Ronnie Bremer. Rasmus´ helt Jan ”BigMag” havde desværre en meget dårlig weekend i Danmark og er nu helt ude af mesterskabet.


(Foto: Motorsporten.dk)

Grundet den lange pause efter uheldet i DTC, måtte DTC´s Grid-Show aflyses! Det har det faktisk været 3 ud af de seneste 4 gange vi sammen har været på FDM Jyllands-Ringen. Men hvad værre var, den historiske Formel-klasse stod også på vippen… her havde jeg glædet mig til at se alle de flotte formel-biler, jeg husker F2000 Reynard som var en ”rigtig” formel-bil med vinger og de gamle FF1600. I feltet var bl.a. Niels Jørgen Jørgensen, som jo deltog i DM F2000 i 80´erne og den lokale maler Klaus Gylvig. Heldigvis kom de på banen og leverede flot race. Lidt sejt med en Marlboro i front som kæmpede mod en Camel… det lugtede lidt af Formel 1 fra gamle dage.

Den anden historiske klasse med ”standardbiler” leverede også varen! Så mange super-flotte biler, som bringer minder fra min ”barndom” på Ringen: Ford Escort, Alfa Romeo GTA, BMW 2002 ti, Porsche 911, Ford Mustang m.fl. ja og så ikke mindst Jan Heiselbergs BMW 3,5 CSL. Den husker jeg fra Jens Winther Sr. selvom det vist ”kun” var en 2,8… men flot. Her trak ex-borgmester Mike Legarth det længste står sammenlagt i sin de Tomaso Pantera.


(Foto: Motorsporten.dk)

Min og min gode ven Carstens favoritklasse har i mange år været SSC. Desværre er tendensen lidt, at der ikke er så mange ”rigtige” SSC-biler i feltet. I gamle dage var der en flok entusiaster der byggede deres egne biler. Eneste tilbageværende er vel Johannes Graversen, som desværre måtte melde afbud til GP´et. Racet var vel OK, mange flotte biler… men en lille flok DST-biler stjal billedet. De små ”mini-biler” kørte bogstaveligt ”røven ud af bukserne” SSCérne! Superpositivt af Watt junior: Noah kørte nogle flotte andenpladser hjem. Ham vil vi bestemt høre meget mere til.

Yokohama 1600 er klassen med mange deltagere og nogenlunde race. Værd at bemærke at den gamle mester Tommy Nygaard var tilbage og han var bestemt ikke rusten. Så vidt jeg ved deltager Tommy ikke fuldt ud, så en første- og en andenplads er da fuldt ud godkendt. Min gamle helt Jørn ”Gasse” Vestergaard sloges vist lidt med for lidt power i Swift´en og måtte nøjes med en 11. plads og en OK fjerdeplads efter pole i heat 2.

Yokohama Super Cup er en klasse med mange fine biler. Var en overgang domineret af SEAT-biler, lige indtil Michael Vesthave kom til med sin superflotte BMW. To sejre og en to´er er et flot resultat! – og den lyder bare fint, den E46 ETCC!

I Formel 4/5 var der også ganske flot race, rimelig tæt afgørelse: totalsejre til: Mads Hoe, Casper Pilgaard og Aske Nygaard Bramming.


(Foto: Motorsporten.dk)

Sidst men i hvert fald ikke mindst var der Road Racing på programmet. Vi så desværre kun heat 2 om søndagen, men for den da et fantastisk race! Det var vel dagens absolut mest spændende. Jeg har oplevet MotoGP og de mange skiftende føringer indtil det ternede flag. Alex Schacht på Ducati Panigale V45 og brødrene Steven og Simon Tirsgaard begge på BMW S100 RR leverede i den grad close race!! Specielt Alex og Steven skiftede placeringer. Alex Schacht og Ducati´en var først til sidst, men der var under et (!) sekund mellem de tre, da de krydsede stregen!! Det absolut mest medrivende og spændende race om søndagen.

En supergod dag på Ringen var ved at være slut. På trods af de rigtig mange tilskuere, kom vi hurtig afsted uden at køre i kø! Det varede lige til 3 kilometer før ”mål”, vores afkørsel Odense SV! Så ramte vi en kø som tog lidt lang tid… Lige meget, det var endnu en vellykket udflugt og vi er tilbage til finalen!

Them


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 26/08/18 - Jyllandsringen - 1600 Challenge
  • 26/08/18 - Jyllandsringen - Citroën DS3 Cup
  • 26/08/18 - Jyllandsringen - DTC
  • 26/08/18 - Jyllandsringen - Formel 4 DK
  • 26/08/18 - Jyllandsringen - Formel 5
  • 26/08/18 - Jyllandsringen - Historisk
  • 26/08/18 - Jyllandsringen - Historisk Formel
  • 26/08/18 - Jyllandsringen - Special Saloon
  • 26/08/18 - Jyllandsringen - Super Seven
  • 26/08/18 - Jyllandsringen - SuperCup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk