Formel 4 DK   30/08/18

Formel 4 - Grand Prix Danmark
Formula 4 DKNår vejrguderne spiller med vendes der op og ned på det hele.
Der var store vindere og store tabere ved 2018 udgaven af Grand Prix Danmark, netop afholdt på Jyllandsringen. Præcis som det altid har været i racing.


Aske Nygaard Bramming hoppede op på den samlede 2. plads.
(Foto: Jens Hvas)

Den store vinder blev Aske Nygaard Bramming, der bare elsker Jyllandsringen.

“Det var en fantastisk weekend for mig på Jyllandsringen. Efter en P2 blandt formel 4 kørerne havde jeg gode muligheder for et godt resultat. Jeg vidste, at jeg i de 2 hests skulle holde hovedet koldt, og finde den fart, jeg i kvalifikationen manglede, for at rykke en plads længere op og starte pole til finalen.”

Han måtte dog se sig slået undervejs i weekenden. Op til løbet havde Casper Pilgaard været på tur med TV2 Østjylland, der havde lavet et rigtig fint indslag om Østjyllands hurtigste racerkører. Det viste sig at give Casper ekstra fart, for i tidtagningen kunne han ikke røres.

Når kalenderen siger slut august, så ved enhver at der er gode chancer for at vejrguderne også byder ind med spænding til løbet. Det kræver is i maven at kigge op på en mørk sky, og alligevel afgøre at slicksdækkene bliver på bilen. Til heat 1 var netop denne beslutning med til at blande feltet godt og grundigt.

I FSP lejren valgte man koldblodigt at bruge slicks, mens man hos Lindhard og Valdemar Eriksen havde vurderet at der ville falde regn under løbet. Det samme havde pole-indehaver Casper Pilgaard gjort, og det skulle vise sig at koste dyrt. For selvom der faktisk faldt regn, blot ved siden af banen, så holdt det tørt på banen. Det betød en placering som P9 for Casper Pilgaard mens Formel 5 køreren Mads Hoe løb med det hele. Det lignede det ellers en sejr til Casper T. Hansen, men efter en faktadom for berøring af en anden kører, fik han en 20 sekunders tidsstraf, der sendte ham ned som P6. Mikkel Grundtvig og Aske Nygaard Bramming tog sig af de to sidste pladser på podiet.

Pilgaard Senior igen med armene over hovedet
Søndagen bød på anderledes stabilt vejr, og de to sidste heats blev afviklet i tørvejr og med alle på slicks. Casper Pilgaard havde fået skuffelsen fordøjet, og løb med sejren i heat 2. Det er dog ved at være tydeligt at vi er i sidste halvdel af sæsonen, for de fleste har fået godt med fart på. Således lå de første seks chauffører indenfor 5 sekunder på målstregen. Unge Valdemar Eriksen viste flot kørsel og tog sig af P2, mens mesterskabsførende Casper T. Hansen tog sig af 3. pladsen.


Jørgen Pilgaard fik grund til at juble, på bedste Pilgaard manér
(Foto: Formel 4 Danmark)

Mens Jørgen Pilgaard løb rundt i pitten med hænderne over hovedet, så var det en helt anderledes nedtrykt Ulrik Nielsen fra Lindhard Motorsport vi talte med efter weekenden.

“Det har bare slet ikke været vores weekend. I første heat satser vi i dækvalget, og vi kiggede med bedende øjne på den regnbyge der landede lige udenfor banen, mens vi bare blev kørt agterud. I de to sidste heats har vi egentlig OK fart i bilen, men det er blevet tæt nu, og alle er hurtige på de gode dage. Og i denne weekend havde vi bare ikke heldet og dygtigheden til at få flere point. Det har været en dyr weekend, hvor vi røg fra en samlet P2 til P5 i mesterskabet. ØV!”


Ulrik Nielsen kigger måske på vejrudsigten?
(Foto: Paul Reuber)

I finalen var det en urørlig Aske Nygaard Bramming der løb med sejren. Han kørte en sejr hjem fra spids, og selvom han kun var i mål 1/2 sekund foran Casper Pilgaard, og med Casper T. Hansen lige bagved, så følte Aske sig på intet tidspunkt presset. 


“Jeg havde lagt en god plan der skulle kunne give mig en pole i finalen, og den holdt stik, og så var det bare om at prøve at holde Casper Pilgaard bag mig. Han var for mig den største konkurrent til sejren, for han havde kørt rigtig hurtigt hele dagen. Jeg følte jeg havde løbet under kontrol, og er du gal det var en fed følelse igen at stå øverst på skamlen”.

Selvom det ikke blev til en sejr for Casper T. Hansen - der rejste til Roskilde med en P6 og to P3 - så udvider han alligevel føringen. Han er nu 72 point foran nr 2. Før weekenden var det som bekendt Jonas Lindhard der indtog den plads, men en katastrofeweekend for ham, og en kanonweekend for Aske Nygaard Bramming, placerer Aske på 2. pladsen. Mikkel Grundtvig indtager 3. pladsen i mesterskabet.

The return of the Jedi
I Formel 5 var der lagt op til en nervepirrende weekend, for med et minimalt forspring var det Mads Hoe, der førte mesterskabet foran Martin Harritz. Det var det også efter denne weekend, og med to klassesejre og en P2 udbyggede Mads sin føring. Der er dog stadig 3 afdelinger, så alt er muligt. Alle ved at Martin Harritz er rigtig hurtig, så det kan vende allerede i den kommende weekend, hvor der køres på Padborg Park.


' Niels-Ejner Rytter vendte tilbage i Formel 5.
(Foto: Jens Hvas)

Som en overraskelse for mange fik vi et gensyn med alderspræsidenten Niels-Ejner Rytter, der havde fået monteret vingerne på sin Formel Ford, og derfor kunne deltage i Formel 5 klassen. Niels-Ejner havde valgt fra at køre, af personlige årsager så hans deltagelse vakte stor glæde blandt konkurrenterne.

Det blev dog ikke til det store i forhold til resultater. Noget med et forkert dækvalg i heat 1, en tyvstart og manglende fart i bilen, gav ikke noget at skrive hjem om. Men Niels-Ejner deltager også hovedsageligt for hyggens skyld, og der var rigtig mange forbi den positive østjyde og få en snak og en kom kaffe. Præcis som det skal være.

I Historisk Formel gik det dog anderledes godt med en 3.- og en 4. plads, mens Niels-Ejners mekaniker Jakob Lundgaard Hansen tog 3 pokaler med hjem.

Normalt taler man om at gå fra Zero to Hero, men for Line Sønderskov gik det lige modsat. Hun kørte en fin tidtagning, og med det rette dækvalg i heat 1 endte hun som nr. 7 samlet. Det betød en startplacering som nr 2 i heat 2. Men her kunne hun slet ikke få det til at hænge sammen. Vi kender Line, og ved at hun ikke sådan giver op, så der er stor tro på at hun kan lave et godt resultat på yndlingsbanen Padborg Park

Formel 4 Renault Danmark


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 26/08/18 - Jyllandsringen - Formel 4 DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk