FIA WEC   17/08/18

Michael Christensen forsvarer føring på Silverstone
World Endurance Championshipi felt med 12 tidligere Formel 1 kørere
I den kommende weekend afvikles tredje afdeling af det officielle verdensmesterskab for sportsvogne, FIA WEC. Løbet, der kan fremvise et stjernespækket felt med blandt andet 12 tidligere Formel 1 kørere og flere Le Mans vindere til start, bliver afviklet på Silverstone i England og vises søndag live på TV2 Sport.

I LMGTE Pro-klassen er det den danske Le Mans vinder Michael Christensen, der i sin Porsche 911 RSR fører mesterskabet sammen med sin franske makker Kevin Estre. De to vandt i juni 24 timers løbet på Le Mans og med deres andenplads fra første løb på Spa, fører de mesterskabet 8 point foran Olivier Pla og Stefan Mücke i Ford GT og 16 point foran holdkammeraterne fra Porsche, Richard Lietz og Gianmaria Bruni. Der gives 25 point for en sejr, 18 point for en andenplads, derefter 15, 12, 10 osv.


Michael Christensen fører verdensmesterskabet i GT klassen for sportsvogne
(Foto: Jan Kaiser)

I klassen for prototyper LMP1, er det denne uges meget omtalte spanske Formel 1 stjerne Fernanado Alonso der fører verdensmesterskabet. Alonso, der netop har annonceret, at han forlader Formel 1 ved udgangen af 2018, kører i år WEC sideløbende med Formel 1 og han deler på Silverstone hans Toyota TS050 med Sebastian Buemi og Kazuki Nakajima.

LMGTE Pro klassen, som Michael Christensen stiller til start i, er den største klasse på Silverstone, med 10 ud af de i alt 34 biler. Dertil kommer yderligere 9 GT biler, der stiller til start i LMGTE Am klassen. LMGTE Pro klassen består af fabriksstøttede team og feltet består af eksklusive sportsvogne som Porsche 911 RSR, Ford GT, Ferrari 488 GTE, BMW M8 GTE og Aston Martin Vantage AMR, der blandt andet har en bil med dansk førerbesætning i form af Marco Sørensen og Nicki Thiim. De to Aston Martin Vantage AMR der stiller til start, har op til løbet på Silverstone fået en lettelse forhold til reglementet, i et forsøg på at gøre bilen konkurrencedygtig med feltets øvrige sportsvogne.

Som Porsche fabrikskører stiller Michael Christensen til start i fabriksteamets Porsche 911 RSR med startnummer 92. På Le Mans stillede bilen til start i den efterhånden berømte lyserøde bemaling, men ved løbet på Silverstone er bilen tilbage i fabriksteamets normale bemaling.


Ved løbet på Silverstone er Michael Christensen tilbage i den traditionelle bemaling på hans fabriks-Porsche 911 RSR
(Foto: Porsche)

Selvom løbet på Silverstone er første løb i WEC siden Michael Christensens sejr på Le Mans, betyder det ikke, at den unge dansker har holdt sig væk fra racerbanerne. Han har blandt andet deltaget i den amerikanske GT-serie Pirelli World Challenge, hvor han i år har vundet to sejre og i sidste weekend sluttede som nummer to i den del af mesterskabet, der kaldes SprintX.

”Det er første gang siden vi vandt på Le Mans, at hele Porsche teamet er samlet igen” fortalte Michael Christensen, da han ankom til Silverstone torsdag. ”Så det er dejligt, at møde dem alle og vi glæder os til at komme i gang igen. Det er virkelig svært, at sige noget om vores chancer på Silverstone. Vi kører altid for at vinde og jeg tror også, det er muligt, men det bliver også rigtig, rigtig svært. I det her felt er alle så stærke, at man skal køre op til sit bedste og alt skal flaske sig for, at man kan vinde. Ydermere, så får vi en stor usikkerhedsfaktor med vores dæk. Vi har kun 4,5 sæt dæk til kvalifikation plus de seks timers løb og med den nye asfalt på Silverstone, så har vi blandt andet ved Formel 1 løbet her set, at banen er rigtig hård ved dækkene. Jeg ved ikke, hvordan vi er stillet i forhold til de øvrige, men måske vil vi have en lidt bedre chance, hvis vi får lidt regn”.

Det TV transmitterede løb starter søndag kl. 13 dansk tid og køres over 6 timer. TV2 Sport viser løbet fra kl. 12.45 til kl. 19.15.

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Silverstone
  • 19/08/18 - Silverstone - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde