DM Rally   10/06/18

Krævende strabadser for deltagerne i Djurs Rally
Strabadserne stod nærmest i kø for deltagerne, da Randers Auto Sport lørdag på vejene i Syddjurs Kommune afviklede Djurs Rally – fjerde afdeling af AutoPlus Dansk Super Rally. 62 mandskaber blev først på eftermiddagen sendt afsted fra Kolind+, hvor viceborgmester Claus Wistoft agerede starter. Men da rallyet midt på aftenen sluttede samme sted, var det blot 34 mandskaber, som kom over målrampen.

”Det var en blanding af tekniske defekter og episoder, hvor rallybilerne er endt udenfor vejen og ikke kunne fortsætte, som var årsagen til det store mandefald,” fortæller Carsten Møller, der var løbsleder for Djurs Rally. ”Men heldigvis skete der kun materiel skade.”


Udenfor Kolind Plus sprøjtede Ib Kragh og Freddy Pedersen med champagnen efter sejren i Djurs Rally
(Foto: Morten Alstrup)

Djurs Rally blev afviklet seks forskellige steder i Syddjurs Kommune, hvor en række af områdets grusveje blev taget i brug. Det gav udfordringer for deltagerne, da hastighedsprøver på grusunderlag ikke er særligt udbredt herhjemme, men det endte også med at give udfordringer for arrangørerne.

”Mellem Kolind og Thorsager havde vi en hastighedsprøve, som vi starten af løbet gennemkørte to gange, men efter de to gennemkørsler var vejen flere steder blevet så opkørt, at vi valgte ikke at afvikle de to sidste gennemkørsler, som vi ellers havde planlagt,” siger Carsten Møller.

Djurs Rally endte med en sikker sejr til de regerende Danmarksmestre Ib Kragh og Freddy Pedersen, som fik æren af at blive de første til at sprøjte med champagne ud for Kolind+. De vandt en meget komfortabel sejr med to-og-et-halvt minutters forspring til Rasmus Sørensen og Heidi Knudsen, som tog andenpladsen. Dette hold havde til gengæld blot fem sekunders forspring til Roland Poulsen og Ole R. Frederiksen på tredjepladsen.

”Vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne, som har været glade for, at det herhjemme har været muligt at køre et grusrally,” siger formand for Randers Auto Sport, Jens Erik Jensen. ”De positive tilbagemeldinger vil vi gerne give videre til de godt 250 officials og frivillige, som har hjulpet os med afviklingen på dagen, men også til Syddjurs Kommune, som har udvist stor velvilje omkring at køre dette løb muligt.”

Randers Auto Sport

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Kolind
  • 09/06/18 - Kolind - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk