Rallycross   15/04/18

Linnemann kørte sig til topresultat i EM Supercar debut
Ulrik Linnemann kæmpede sig til en finaleplads i sin nyindkøbte Supercar ved sæsonåbningen i Europamesterskabet i weekenden. Det spanske vejr bød på store udfordringer for den unge nordjyde i sit debutløb i Rallycross Supercar.


(Foto: Johnny Loix)

Massive Motorsport by Linnemann Motorsport rejste i weekenden til Barcelona, så Ulrik Linnemann kunne deltage i sit første løb i klassen, som svarer til Formel 1 i offroadens verden, nemlig Supercar. Teamet havde lave forventninger til løbet, da Ulrik skulle køre i en nyindkøbt bil, mod Europas bedste teams. ”Mine forventninger til løbet var ikke særlig høje, fordi det er første løb i denne bil i Europamesterskabet. Det er et stort spring, fra en bil med forhjulstræk og 220 hk til en firhjulstrukken bil med 560 hk, så derfor skal både jeg og teamet lære nye ting.” fortæller Ulrik, som har lagt i top 5 i Europamesterskabet i de sidste 7 år, i den mindre klasse, Super1600.

Det var en regnfuld lørdag, som gjorde banen utrolig udfordrende for Europas bedste kørere. ”Det er utrolig svært at kontrollere over 500 hk når underlaget føles som is” fortæller Ulrik om vejrets påvirkning af banen. I første kvalifikations heat overraskede Ulrik hele feltet, og kørte sig ind på en 2. hurtigste tid, kun slået af sidste års Europamester. Det andet heat blev kørt samme dag, med samme udfordrende vejrforhold. Her klarede Ulrik også at placere sig i topfeltet, nemlig på en 5. plads. Ulriks konstante og sikre kørsel gav ham derfor en samlet placering som 2’er, natten over.

Vejret skiftede brat søndag, hvor temperaturen allerede var omkring 20 grader, da de næste heats startede ud. Dette gav en meget anderledes bane, med bedre greb og højere hastigheder. I det tredje og fjerde heat kørte Ulrik sig igen ind på en 5. plads. ”Det er ikke en hemmelighed at hele feltet, og alle tilskuerne var utrolig overraskede over min stabilitet og høje placering, fordi jeg netop er ny i klassen og fordi min bil er en ældre sag, mellem de 25 andre toptunede fabriksbiler.” fortæller Ulrik Linnemann, som ikke havde turde regne med sådan en start i mesterskabet.


(Foto: Johnny Loix)

De kvalificerende heats gav Ulrik placering som 3’er, hvilket betød en sikker semifinaleplads, kun efter sidste års Europamester og en tidligere VM-kører. I semifinalen fulgte Ulrik efter den tidligere VM-kører, og sluttede som 2’er. Dette gav ham en billet videre til finalen, som bestod af et meget hårdt felt.

Der var flere danske fans som var rejst til Barcelona, mens andre så spændt med på TV’et, da Danmarks eneste håb i den Europæiske serie, startede til finalen. Ulrik fik en rigtig god start og placerede sig som 2’er, men en mislykket overhaling og lidt kontakt, gjorde at han sluttede på en 4. plads. Efterfølgende fik Ulrik en tidsstraf på 5 sekunder, for at være uden for banen under forsøget på overhaling. Det danske team kunne derfor køre hjem med en 5. plads og nok point til at indtage en 4. plads i Europamesterskabet. ”Det har været en helt fantastisk start, som har oversteget alle forventninger. Alle som sluttede foran mig er tidligere VM-kørere som har et langt større budget, så jeg er ovenud tilfreds. Jeg glæder mig meget til at se hvad resten af sæsonen bringer” udtaler Ulrik.

”At opnå en top 5 placering i det første EM løb man kører i topklassen Supercar er mere end bare godkendt. Det er et utrolig flot og et utroligt imponerende resultat som Ulrik og hele teamet omkring ham, har fået i sæsonens første løb” kommenterer sportschef i Massive Motorsport, Casper Elgaard til præstationen.

Linnemann Motorsport
www.linnemannrx.com


Læs mere om:
  • Ulrik Linnemann

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde