Race Academy   11/04/18

Kom forberedt til start - et par hurtige tips
Det er ikke for sjov at Audi’s legendariske Le Mans-team ofte talte om “De 5 P’er” - Proper Preparation Prevents Poor Performance (Ordentlige Forberedelser Forebygger Dårlige Præstationer, red.). Med ikke mindre end 13 Le Mans-sejre og to verdensmesterskaber har de bevist at man er tættere på et godt resultat, hvis man har lavet sit hjemmearbejde.

Der er selvfølgelig den tekniske og mekaniske side af forberedelserne, og jeg tror at de fleste som læser med her, godt er klar over at manglende vedligehold af maskinen øger risikoen for en teknisk defekt. Det samme princip kan tages med over på køreren - men hvordan kan du som kører lave de fem P’er og komme velforberedt til testdagen, sæsonstarten eller den nervepirrende finale?

Inden du læser videre: Find papir og blyant frem, så du kan starte forberedelserne mens du læser. Sørg for at der er ro omkring dig, så du kan koncentrere dig og tænke klart.


(Foto: Pexels.com)

Målsætning: Hvad vil du opnå?
Start med at definere et eller flere konkrete mål. For eksempel “Jeg vil slutte i top 10 i kvalifikationen” eller “Jeg vil få den bedst mulige start på heatet”. Det er vigtigt at du er realistisk omkring din målsætning. Hvis ikke det er opnåeligt for dig at starte i pole position, så skal det ikke være dit kortsigtede mål - det kan du til gengæld bruge som et mål for sæsonen...

… for du har vel sat dig nogle mål for hvordan sæsonen skal spænde af?

Planen: Hvordan vil du sikre at du når dit mål?
Den var straks værre. Nu skal du forholde dig kritisk til hvilke udfordringer, der kan stå mellem dig og dit mål. Hvis vi tager ambitionen om at kvalificere os i top 10, hvilke elementer skal der så være styr på?

Her er et par eksempler:

Udfordring:
Dæktemperaturen skal være optimal.
Løsning:
Jeg kører to omgange og sikrer at der er varme i dækkene inden jeg kører min hurtige omgang.

Udfordring:
Der er en del trafik med langsommere biler omkring mig.
Løsning:
Jeg fokuserer på at skabe luft foran mig, frem for at lade det gå mig på.

Udfordring:
Jeg har svært ved at finde den rigtige linje igennem Big Mag-svinget.
Løsning:
Jeg bruger en del af træningen på at træne mine linjer igennem dét sving. Hvis det er muligt hægter jeg mig på en af de kørere som jeg ved er god igennem det sving for at lære hans/hendes linjer.

Du kan sikkert finde på en del udfordringer til hvert delmål. Hvis det er tilfældet bør du prioritere dem og kun fokusere på de tre vigtigste udfordringer. Intet menneske kan overskue alt for mange fokuspunkter på én gang.

Evaluering: Hvordan gik det?
Mange undervurderer værdien af at evaluere sin indsats. Det er enormt vigtigt at du efterfølgende gør status og forholder dig til hvad der gik godt og skidt. På den måde kan du nemlig arbejde videre med nye eller justerede fokuspunkter til næste løbsweekend, testdag eller andet.

Jeg vil anbefale dig at holde evalueringen kort, måske endda nøjes med at give dig selv en karakter mellem 1 og 5. Brug kræfterne på at tage din læring med til dine kommende forberedelser frem for at vade rundt i hvad der var godt og skidt.

HUSK at fejre hvis du har nået dine mål. Det lyder så banalt, men hvis du arbejder målrettet kan en bivirkning nemt være at du kommer til kun at fokusere på det næste, der skal forbedres. Det er også fint, men husk at stoppe op og nyde at du kvalificerede dig i top 10, at du ramte den helt rigtige linje gennem Big Mag, og at du lavede drømmestarten.

God fornøjelse med forberedelserne. Og med de ekstra gode resultater som kommer ud af indsatsen!


Tommy Schröter
(Foto: Kim Gripping)

Tommy Schröter
www.tommyschroter.dk


Læs mere om:
  • Tommy Schröter

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde