Legends Car Cup   23/03/18

Stort Legend-felt med klar favorit
Legends Car CupUha, uha. Der bliver virkelig trængsel i første sving efter starten i 2018-udgaven af OK MOBIL 1 LEGEND CAR CUP. Godt en måned før årets første race er der tilmeldt 38 biler, og det selv om der ellers er renset ud i 2017-toppen.

Nr. 1 Jonas Svensson og nr. 3 Mathias Storbank er begge skiftet til superklassen OK MOBIL 1 DST, og sidste års nr. 2, Kasper Bruun, tager et sabbatår fra racerbanerne for i stedet at få tid til at køre med barnevogn i Ribe.

Michael S. Christensen fra Grindsted mistede godt nok i sin debutsæson i finalens sidste sving sin podieplads, men en 4. plads var også en succes, og når nu hele 2017-podiet er væk, så rykker Michael S. Christensen helt frem som klar favorit - også i betragtning af, at én af de andre hurtige i 2017-sæsonen i Legend-klassen, Anders Elkjær, i lighed med Svensson og Storbank er rykket op i Danish Supertourisme.


Michael S. Christensen
(Foto: Ludvig Dittmann)

Selv omgås Michael S. Christensen favoritværdigheden med forsigtighed.

- Når nu de tre, der sluttede foran mig i 2017-sæsonen er væk, så kan jeg vist ikke undgå at skulle påtage mig favoritværdigheden. Men der er altså andre, der kan køre stærkt, og derfor er absolut intet givet på forhånd, siger den dygtige racerkører fra Grindsted.

Ved sæsonoptakten på Padborg Park havde han længe den hurtigste tid, og den eneste, der var et brøkdel af et sekund hurtigere, var Christian Hansen fra Ribe. Hvis han kører hele 2018-sæsonen, så vil han også være inde i mesterskabet, men Christian Hansen har endnu ikke afgjort, om han stiller op i alle løb.

- Det er ikke lysten, der mangler, og selvfølgelig ved jeg godt, at jeg er hurtig, men jeg har også en travl hverdag, og jeg skal også have tid til mine børn, så endnu ved jeg ikke, om jeg er med hver gang, selv om jeg godt ved, at det er nødvendigt for at komme med i mesterskabstoppen.

Ville Fredebo Jørgensen fra Padborg - også omtalt som ”Vilde Villy” eller ”Mr. Swing King” - hører normalt til i den tunge ende i Legend-klassen, men han kommer i en light udgave i 2018-sæsonen.

- Jeg har købt en ny bil og gjort den 25 kilo lettere, blandt andet ved at bruge et andet batteri, og så har jeg selv tabt 12 kilo og bliver også endnu lettere inden sæsonåbningen, fortæller Villy Fredebo Jørgensen.

Han er én af de kørere, der ikke ser sig selv blandt de forreste, men alligevel har ”Vilde Villy” også en ambition.

- I en lettere udgave vil jeg forsøge at køre mig frem til en 20. plads. Det betyder, at jeg skal starte forrest i det næste heat, og det kunne være sjovt, siger den swingende racerkører.

Poul Erik Thomsen


Læs mere om:
  • Michael Christensen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde