Formel 5   25/02/18

Aske Nygaard Bramming hædret som ”Årets Talent Asfalt 2017”
Dansk Motorsport Award, som blev afholdt fredag 23. februar på Docken i Københavns Nordhavn, blev en succesfuld oplevelse for den unge racerkører Aske Nygaard Bramming (Formel 5 2017/Formel 4 2018).

Aske fik nemlig overrakt prisen som ”Årets Talent Asfalt 2017”. Han får prisen for sine resultater i 2017-sæsonen, hvor han blev Danmarksmesterskabet i Formel 5-klassen og kørte sig på podiet 19 gange i 21 løb og tilmed satte nye banerekorder på hhv. Ring Djursland og FDM Jyllandsringen.


Aske Nygaard Bramming hædret som ”Årets Talent Asfalt 2017”.
(Foto: Claus Nygaard)

Aske var både overrasket og glad: ”Jeg er virkelig glad for den pris. Det er svært at forstå, at jeg har været på scenen her blandt alle de største navne i dansk motorsport og fået prisen som årets talent. Der er så mange unge talenter i dansk motorsport. At køre Formelbil handler om at jeg kan gå ind i mig selv og fokusere 100% på hvert eneste sving i hvert eneste løb. At jeg kan lukke alt andet ude. Det er på mange måder en ensom disciplin. På en aften som i aften, hvor alle fra dansk motorsport er samlet, bliver motorsport til en fælles disciplin. Jeg er dybt taknemmelig for at kunne stå her som modtager af årets talentpris.”

Det er DASU’s Banesportsudvalg, som har udvalgt Aske til at modtage den flotte hæderstitel. Det er Aske specielt stolt over: ”Denne hæder er meget betydningsfuld for mig, fordi det er fagfolkene i DASU’s Banesportsudvalg, der har valgt mig som modtager af prisen. Det er jeg meget beæret over. Jeg er glad for at vide, at de har fulgt med i mit første år i banesport, hvor jeg lavede nogle gode resultater.”

Med til Awardshowet havde Aske en lang række af sine sponsorer. Hele 32 personer var med og krydsede fingre for ham. Heriblandt repræsentanter fra hans storsponsor DreistStorgaard Advokater fra Køge, som stillede den Formel 5 racer til rådighed for Aske i 2017-sæsonen, som han blev Danmarksmester i.


Aske Bramming og Svend Aage Dreist.
(Foto: Khanh Phi Thai)

Direktør Svend-Aage Dreist var meget tilfreds: ”Det er et fantastisk show med alle de store navne inden for dansk motorsport. Jeg er meget glad for at være her med Aske. Vi vidste godt, at Aske var dygtig. Han blev jo Danmarksmester i 2017. Men nu har vi også fået fagfolkenes vurdering. Det er en stor aften for DreistStorgaard og en endnu større aften for Aske. Det er i aften, at Aske for alvor træder ind i rampelyset i dansk motorsport.”

Der var også rosende ord fra RETHNK.com. De to direktører Jesper Sonne og Carsten Arnfjord-Thomsen var taget med til Docken og de havde en herlig aften. ”Det er et super godt show. Og det bliver ikke mindre godt af, at vores racerkører Aske får talentprisen. Det beviser, at vi så rigtigt, da vi valgte at blive sponsor for Aske”, lød det fra Jesper. Hans kompagnon Carsten uddyber: ”Det er tredje sæson vi sponsorerer Aske. Og han har været NEZ-nordisk mester i Karting og Danmarksmester i Formel 5 i sit rookie år. Vi glæder os over, at Aske får talentprisen og over at være med igen i Formel 4. Det bliver et meget spændende år”


Aske og RETHNK-direktørerne.
(Foto: Claus Nygaard)

Samarbejdet mellem DreistStorgaard og Aske stopper heller ikke her. Den Formel 4-bil, som Aske skal køre i, er stillet til rådighed af advokatfirmaet fra Køge. Samtidig har Aske lavet en Erhvervsklub sammen med DreistStorgaard Adokater, hvor mere end 50 direktører og ejerledere mødes gennem 2018-sæsonen til faglige arrangementer om ledelse og forretningsudvikling med referencer til motorsportens verden. Her holder Aske også løbende oplæg om sin karriere som racerkører. Det er et tiltag, som knytter tættere bånd mellem sponsorerne og sikrer, at alle får langt mere værdi end et klistermærke på racerbilen.

www.AskeNygaardBramming.com


Læs mere om:
  • Aske Nygaard Bramming

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde