12 Hours   09/10/17

Danskerne til 12h Spa Francorchamps
Det har været en fin dag på Spa Francorchamps set med danske øjne. De danske biler var i den grad med til at sætte præg på løbet og der blev kørt mange gode placeringer hjem.
Bedst placerede danske bil blev Seat Leon #155 med Kristian Jepsen og Jan Sørensen. De fortsatte deres flotte kørsel fra i går og var hele tiden med i toppen. De sluttede lige udenfor det generelle podie på en 4. plads, men blev nr. 3 i TCR-klassen.


Kristian Jepsen og Jan Sørensen, Seat Leon #155
(Foto: Henning Smed)

Men de var slet ikke ene om at være med i topkampen, hvor stillingen bølgede frem og tilbage imellem en 5-6 hold. Et af dem var Holmgaard Motorsport med Jonas Holmgaard og Magnus Holmgaard i Seat Leon #102. De lagde fra land om morgenen som lyn og torden og mens det regnede om formiddagen kørte de sig helt op i en generel føring. Men så holdt regnen op og teamet ramte fejl med et dækvalg, som kostede noget tid. Det var der ikke plads til i den tætte kamp og de endte som nummer 6 generelt og som nummer 5 i TCR-klassen.


Jonas Holmgaard og Magnus Holmgaard, Seat Leon #102
(Foto: Henning Smed)

Imellem de to førnævnte biler klemte der sig lige en anden ind med dansk islæt. Benny Simonsen, Seat Leon #216, havde en travl dag. Han skulle oprindeligt have kørt i både #216 og #218, men det blev kun til at køre i #216, som var langt den bedst placerede bil af de to. Til gengæld kørte han så hvert andet stint i denne bil, så han har en stor del af æren i, at de kom ind på en generel 5. plads og nummer 4 i TCR-klassen.


Benny Simonsen, Seat Leon #216
(Foto: Henning Smed)

Patrik Mathiesen i Ginetta G55 #178 kørte sig op i top-10 om formiddagen og lå længe nr. 3 i SP3-GT4 klassen efter et par meget hurtige Mercedes-AMG'ere. Men så opstod der desværre et problem, da bilen ikke kunne starte efter en tanking og det kostede noget tid inden den var på banen igen. Teamet kørte sig tilbage til en generel 13. plads og en 5. plads i SP3-GT4 klassen, kun 13 sekunder efter nummer 4. Teamet vandt årets mesterskab i SP3-GT4 klassen, men de 13 sekunder, de manglede i at overhale den forankørende betød, at de lige akkurat ikke vandt det samlede mesterskab i serien.


Patrik Mathiesen, Ginetta G55 #178
(Foto: Henning Smed)

På 22. pladsen og som nummer 8 i SP3-GT4 klassen kom Perfection Racings Ginetta G55 #239 med Claus og Michael Klostermann. En småsyg kører og et par småkys af dækvolden betød at teamet flere gange satte tid til med uplanlagte pitstop.


Claus og Michael Klostermann, Ginetta G55 #239
(Foto: Henning Smed)

Så har vi på 31. pladsen vinderne af klasse A2: Team Sally Racing, Renault Clio #52 med Martin Sally Pedersen, Mads Christensen og Steffan Jusjong. De dominerede ganske enkelt klassen i dag - og de blev også samlede mestre i klasse A2. Superflot kørt.


Martin Sally Pedersen, Mads Christensen og Steffan Jusjong, Renault Clio #52
(Foto: Henning Smed)

Sally Racing var glade, men endnu mere glade var Dan Agro Racing med Søren Jønsson, Lars Mogensen og Henrik Sørensen ombord i Renault Clio #185 på 34. pladsen. Med en fantastisk slutspurt lykkedes det dem at indhente et foranliggende hold, som kort før de 12 timer løb ud var gået i stå med ødelagt motor. Ganske få sekunder før målflaget faldt drønede den sorte Clio over stregen og sikrede sig den omgang, som gav dem andenpladsen i klasse A2 til kollosal jubel fra hele teamet på pitwallen.


Søren Jønsson, Lars Mogensen og Henrik Sørensen, Renault Clio #185
(Foto: Henning Smed)

Og så kunne man måske forestille sig, at man hang lidt med mulen hos United Project Motorsport med Dennis Nymand, Kenneth Londal Pedersen, Michael Skipper og Michael Vesthave i BMW M3 #187. Også de gjorde det fantastisk i regnen om formiddagen og var helt oppe og føre klasse A3. Men så gik gearkassen i stykker. Det kostede 1 time og sendte dem ned som nummer 36 og 6'er i klassen. Men de så lyst på tingene: "Vi var hurtigst i tørvejr og vi var hurtigst i regnvejr. Det er det, vi tager med hjem herfra!" lød det fra teamet.


Dennis Nymand, Kenneth Londal Pedersen, Michael Skipper og Michael Vesthave, BMW M3 #187
(Foto: Henning Smed)

Henning Smed


Læs mere om:
  • Spa-Francorchamps
  • 08/10/17 - Spa-Francorchamps - 12 Hours

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk