12 Hours   07/10/17

Op og ned på Spa Francorchamps
Det er gået op og ned for Perfection Racing i mere end en forstand til 12h Spa Francorchamps i dag. Banen er i sig selv meget kuperet, så i den forstand er det gået meget op og ned, men teamet har også taget et par store ture op og ned ad resultatlisten.

Det begyndte med at gå opad. Michael Klostermann skulle starte i Ginettaen og han beviste hurtigt, hvad han lovede efter kvalifikationen: Der var mere i bilen, end vi nåede at vise i går. Han startede som nummer 32 i det 48 biler store felt, men efter en lille time var han oppe som nummer tyve og fulgte fint med i klassen, hvor han også var avanceret to pladser.


Michael Klostermann på første omgang
(Foto: Henning Smed)

Men så skete der noget. Banen, som var våd fra starten, tørrede mere og mere op og alle kørte bedre og bedre tider. Men ikke Michael Klostermann. Tværtimod gik det et par sekunder langsommere og efter lidt over en time kørte han i pit - meget tidligere end de to timer, det var planlagt hans stint skulle vare. "Jeg fik det simpelthen dårligt. Jeg kørte og kæmpede med det nogle omgange, men så begyndte det at gå ud over tiderne og så var det på tide at få Claus i bilen," fortalte en noget bleg Michael Klostermann, da han havde sundet sig lidt.

Pitstoppet var ikke planlagt, men på sin vis skete det alligevel på et heldigt tidspunkt. 12 timers løbet på Spa er delt op i to sektioner på 3 og 9 timer - og i dag skulle der køres de første 3 timer. Ginettaen kan køre 3 timer med 1 pitstop og Michael havde kørt så længe, at Claus ville kunne køre bilen det sidste stykke uden stop. Dermed satte teamet egentlig ikke tid til i forhold til de andre på grund af pitstoppet, som forløb udmærket selv om det skete lidt pludseligt.


Claus Klostermann runder La Source
(Foto: Henning Smed)

Men da Perfection Racing var blandt de første, som foretog et pitstop, havde det store konsekvenser på resultatlisten. Teamet røg næsten ned på sidstepladsen, men Claus Klostermann fandt hurtigt ind i en god rytme og overraskede faktisk sig selv. "Jeg troede ærlig talt ikke på de tider, som teamet sendte til mig. Jeg tænkte, at det bare var Michael, som havde sagt de skulle sende nogle gode tider til mig for at muntre mig op," tilstod Claus bagefter. Men den var god nok. Claus kørte på fine tider i sin klasse og Ginettaen kravlede op ad resultatlisten igen.

Og så var det tid til den næste overraskelse. Pludselig kom Ginettaen kørende i sneglefart hen forbi pitten, hvorefter Claus parkerede den på græsset lige overfor. Men kun kortvarigt, for lidt efter kørte han afsted igen, som om intet var sket. "Den ville bare slet ikke trække lige pludseligt. Så parkerede jeg, slukkede det hele, og startede igen. Og så virkede det hele," fortalte Claus bagefter.

Med omkring 1 time tilbage af løbet var banen så småt ved at tørre op, og der var flere teams, som begyndte at skifte til slicks. Klostermanns regndæk var også ved at nå sidste salgsdato, men inden han nåede at bestille slicks i pitten kom regnen igen og der blev derfor sat friske regndæk på bilen. Et helt rigtigt valg, og nu begyndte det igen at se godt ud på resultatlisten. Efter de 3 timer var afviklet ligger Perfection Racing som nummer 24 og er på 9. pladsen i SP3-GT4 klassen.


Et hurtigt pitstop til friske regndæk
(Foto: Henning Smed)

Men der skulle lige en forskrækkelse mere til på falderebet. På allersidste omgang stoppede bil nummer 239 pludselig ude i den fjerne ende af banen, og mens alle andre fik målflaget blev Claus holdende. "Det var vist ungdommens overmod, som tog overhånd. Jeg syntes lige at på sidste omgang kunne jeg godt nappe et par biler foran, men så gik det lige godt nok og så snurrede jeg rundt. Jeg ramte ingenting, men kom til at holde ind imod barrieren.....og så kunne jeg ikke få den i bakgear," er Claus' forklaring på hvad der skete mens resten af teamet stod med hjertet i halsen inde i pitten og ikke vidste, hvad pokker der skete ude på banen. Men endelig røg den i bakgear og et par minutter efter resten af feltet kom en enlig Ginetta drønende over målstregen, mens alle de andre var ved at parkere i parc ferme for natten.

Bilen har ingen skade taget, så alle kunne drage et lettelsens suk ovenpå nogle meget begivenhedsrige timer i dag. Der er 9 timer tilbage i morgen og med dagens begivenheder i baghovedet kan man med rette sige de gamle ord: Alt kan stadig ske.

Henning Smed


Læs mere om:
  • Claus Klostermann
  • Michael Klostermann
  • Perfection Racing
  • Spa-Francorchamps
  • 08/10/17 - Spa-Francorchamps - 12 Hours

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde