DTC   29/09/17

Magnussen Racing Experience kæmper for to mesterskaber i weekenden
DTC - Danish Thundersport ChampionshipDTC-mesterskabet afgøres på Jyllandsringen den kommende weekend, og Jan Magnussen er blandt finalisterne, som kan vinde den prestigefulde titel. Teamkammerat Michael Markussen går offensivt efter sejren, mens Christian Rasmussen vil kæmpe for vicemesterskabet i den benhårde Formel 4-serie.

Jyllandsringen danner i weekenden ramme om et brag af en finale for flere danske motorsportsklasser, anført af Danish Thundersport Championship. Den tredobbelte mester Jan Magnussen er, trods sin udeblivelse fra afdelingen i København tidligere på året, med i kampen om titlen.


(Foto: Denner Photo)

Jan Magnussen: Fantastisk med spænding
– Igen i år afgøres mesterskabet først til finalen, og det betyder maksimal spænding. De gode point fra Norge sendte os tilbage i kampen om titlen, men jeg skal da indrømme, at den bliver svær for mit vedkommende. Jeg har to konkurrenter foran mig, og for at tage mesterskabet skal jeg køre en fuldstændig perfekt weekend, mens Lasse Sørensen, som fører stærkt på point, skal gøre det modsatte. Samtidig vil Kasper H. Jensen helt sikkert også kæmpe for det. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der bliver kamp til stregen, lyder det fra Jan Magnussen.


(Foto: Denner Photo)

Jan Magnussen har til sæsonens sidste løb skiftet farve på kørerdragt og racerbil, som optræder i den landsdækkende værkstedskæde AutoPartners karakteristiske blå og røde farver. Racerkøreren har samtidig inviteret 120 gæster fra branchen til ræs på Jyllandsringen.

– Jeg er stolt af, at AutoPartner for tredje år i træk har valgt at supportere Danmarks bedste motorsportsteam. Der har siden teamets start været et fantastisk samarbejde med AutoPartner, Teknicar og grossistkæden au2parts, og jeg håber, at vi kan runde 2017-sæsonen af med at give de mange gæster en finalesejr.

Michael Markussen: Finalen er noget særligt
Jan Magnussen får dog kamp til stregen af sin egen teamkammerat, Michael Markussen. Den 25-årige racerkører fra Kolding sluttede sidste år på en andenplads i mesterskabet, men i år er det ikke muligt for Markussen at kæmpe med om titlen.


(Foto: Denner Photo)

– Jeg er ikke tilfreds med, hvordan sæsonen har forløbet. Efter sidste års andenplads var ambitionen at tage den store titel i år, så at ligge på en sjetteplads inden finalen er langtfra optimalt. Når det er sagt, så glæder jeg mig til weekenden. Årets sidste løb er noget særligt, og vi har tribunerne fyldt op med vores fantastiske samarbejdspartnere, som jeg gerne vil forære en pokal. På dén måde er det fint nok, at jeg ikke har noget at forsvare og dermed kan ræse offensivt efter sejren, lyder det fra Michael Markussen.

Formel 4: Christian Rasmussen går efter sølvet
Formel 4 Danish Championship debuterede som serie i Danmark i 2017, og Magnussen Racing Experience stillede til sæsonstart med to talentfulde unge kørere i form af Christian Rasmussen og Noah Watt. Mens Watt har valgt at køre et løb i udlandet i weekenden, er Rasmussen tændt på at erobre Jyllandsringen og kæmpe for det vicemesterskab, som er i sigte.


(Foto: Denner Photo)

– Det har været en udfordrende sæson, og først i den sidste halvdel af året har vi fundet den fart, der har gjort det muligt for os at kæmpe med om sejrene. Samtidig er konkurrencen benhård i den danske Formel 4-serie, som har mange dygtige kørere. Men de sidste par afdelinger har vi været godt med, og vejrudsigten for weekenden lover regn, hvilket er positivt, for i regnvejr er jeg stærk.

17-årige Christian Rasmussen har været i lære hos en af de bedste, nemlig australieren Peter Collins. Collins har en fortid i Formel 1, hvor han har været teammanager hos Williams og Lotus, ligesom han opbyggede det Benetton-team, der i midten af halvfemserne vandt to verdensmesterskaber med Michael Schumacher som kører. Den erfarne ekspert er ansat som konsulent hos Magnussen Racing Experience og har i denne sæson har haft fokus på Formel 4.

– Peter er en utrolig erfaren mand, og selvom hans metoder kan virke gammeldags, så er man ikke i tvivl om, at de virker. Jeg har lært utroligt meget af ham, og i det hele taget har det været en lærerrig sæson hos Magnussen Racing Experience. Det har handlet om at samarbejde med ingeniører og samtidig at lære en helt ny bil at kende, som er meget mere end en Formel Ford med vinger.


(Foto: Denner Photo)

Med 90 point op til den førende Daniel Lundgaard er mesterskabstitlen uden for Christian Rasmussens rækkevidde, men en andenplads er dog mulig for Magnussen Racing Experience-køreren, der lige nu holder en tredjeplads.

– Jeg har 18 point op til Frederik Vesti, og at slutte på en andenplads i mesterskabet vil bestemt være en succes. Så dét er helt klart målet.

Live: Følg ræset på TV 2 SPORT
Weekendens DM-Finale på Jyllandsringen kan følges live på TV 2 SPORT med interviews fra paddock og meget andet fra søndag kl. 12.00.

MAGNUSSEN RACING EXPERIENCE


Læs mere om:
  • Christian Rasmussen
  • Jan Magnussen
  • Michael Markussen
  • Jyllandsringen
  • 01/10/17 - Jyllandsringen - DTC

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde