ADAC Formel 4    18/09/17

Formula Racing skriver sponsoraftale med Formel 4-kører Nicklas Nielsen
Nyt ungt talent i Formula Racing-truppen: 20-årige Nicklas Nielsen fra Aarhus vil helt tops i motorsporten.
Nicklas Nielsen har dyrket motorsport på højt niveau siden 2005, og den 20-årige aarhusianer har allerede prøvet kræfter med alt fra formelbiler til GT-racere med V8-motorer. De første mange år af karrieren tilbragte Nicklas som så mange andre i en gokart, hvilket satte et utal af flotte resultater på CV’et.

De seneste to sæsoner har Nielsen deltaget i det benhårde tyske Formel 4-mesterskab, og samarbejdet med Formula Racing skal nu bidrage til næste skridt i den unge racerkørers karriere. Forventningerne er høje hos begge parter.


(Foto: Formula Racing)

– Det er en stor glæde at have indgået samarbejde med Nicklas Nielsen. Formula Racing er drevet af en enorm passion for racing, og den passion deler vi med Nicklas. Passionen er bare ikke nok i sig selv. Vi søger samarbejde med kørere, som har en professionel indstilling, og som kan byde ind med et stort talent. Begge ting har Nicklas, og vi har store forventninger til ham og hans præstationer, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.

Hele otte gange har Nicklas Nielsen været på podiet i 2017, og han har dermed ligget i spidsen af den tyske Formel 4-serie, som tæller helt op til 30 biler i kampen om mesterskabet. Målet er stadig at vinde mesterskabet for 2017, men en defekt kobling i femte runde kostede dog Nicklas mange vigtige points. Viljen og evnen til at vinde er dog helt klar: Nicklas’ teamchef, den tidligere Formel 1-kører Ralf Schumacher, kalder den unge kører for et enestående talent, og det siger ikke så lidt.

Ambition for 2018: Formel 3 eller GT-racing
– Det er min ambition at fortsætte næste sæson i Formel 3 eller i en af de store GT-serier, som bare bliver bedre og bedre i disse år, og som desuden får opbakning fra mange store mærker. Allerede sidste år testede jeg en GT-bil fra Audis fabriksteam, men det ultimative er jo et sæde i en Ferrari GT-racer, og Formula Racing står for mig som en af de mest seriøse spillere i dansk motorsport overhovedet, så jeg er enormt glad og stolt over samarbejdet, fortæller Nicklas Nielsen.

Netop GT-racing er en af Formula Racings styrker, og teamet har tidligere haft kørere som Christina Nielsen, Mikkel Mac og Jan Magnussen i stalden. I trofæskabet står mesterskabspokalen fra 2015-udgaven af European Le Mans Series, og i 2016 gennemførte det danske Ferrari-team – som det første danske team med fuld dansk besætning – det legendariske 24-timers Le Mans på en flot sjetteplads. Teamet håber på, at man sammen med Nicklas Nielsen kan føje yderligere metal til samlingen.

Nicklas Nielsen ligger efter seneste afdeling af den tyske Formel 4-serie på en syvendeplads i det samlede mesterskab. Næste afdeling køres allerede den kommende weekend, 22.-24. september, på Hockenheim-banen.

Formula Racing
www.formularacing.dk


Læs mere om:
  • Nicklas Nielsen
  • Hockenheim
  • 24/09/17 - Hockenheim - ADAC Formel 4

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk