Historisk   15/09/17

Morten Dons skriver motorsportshistorie på Spa Francorchamps
I den kommende weekend skriver Morten Dons sig ind i historiebøgerne, når han deltager i Masters Endurance Legends på den belgiske Formel 1-bane, Spa Francorchamps i en Ferrari 575 GTC fra 2003.
Masters Endurance Legends er et nyt officielt FIA-mesterskab for “pensionerede” Le Mans-racere, og første løb nogensinde køres på den berømte F1-bane i denne weekend.

På deltagerlisten finder man blandt andet historiske racerbiler som Audi R8 LMP1 og Peugeot’s forsøg på at bryde Audi-dominansen - 908X. Fælles for de 27 deltagende biler er, at de alle har en fortid i toppen af international motorsport.

For feltets eneste danske kører har flere af biler en helt særlig betydning. Det var nemlig dem, som var med til at kickstarte drømmen om motorsport, da de blev set igennem fjernsynet hjemme i Struer for mange år siden:

- Især LMP1’erne fra Audi, Peugeot og Pescarolo var jo dem, jeg så i fjernsynet da jeg var en knægt med en gokart, som min far hjalp med at skrue sammen ude i garagen. Jeg husker tydeligt hvordan jeg sad og tænkte “det der, det skal jeg!” - så det var ikke en svær beslutning, da jeg fik tilbuddet om at køre løbet, fortæller Morten Dons, som stiller til start i en Ferrari 575 GTC fra 2003.


Morten Dons stiller til start i en Ferrari 575 GTC fra 2003
(Foto: Dave Adams)

- Det er jo en gammel bil med mere grov teknologi end hvad jeg er vant til fra European Le Mans Series. Gearskiftet er sekventielt men betjenes stadigvæk med en almindelig gearstang. Bremserne er kæmpestore og kræver et ordentligt spark for at tage fat, og så er der ingen ABS-bremser til at slippe for blokeringer. Til gengæld er der et stykke over 600 hestekræfter og masser af god, gammeldags downforce, så jeg skal nok få noget at se til, griner vestjyden.

Det er ejeren af den Ligier LMP3-racer, som Morten Dons normalt kører race i, som tilbød danskeren at deltage i løbet på Spa Francorchamps. Den klassiske Ferrari er blot én af bilerne i den britiske bilejers “flåde” af spændende biler, og især biler af denne kaliber har bedst af at blive luftet en gang imellem:

- Han har flere gange talt om at han havde den her Ferrari i sin garage, og med den slags racerbiler er det en del af investeringen at lade den komme ud og få lidt luft en gang imellem. Det er med til at øge værdien på den, at den stadigvæk fremstår original og i stand til at køre et racerløb.

- Det betyder så også, at jeg har fået streng besked på ikke at lave buler…


Morten Dons
(Foto: Xynamic.com)

Oveni den store oplevelse som venter Morten Dons kan danskeren også bruge løbet som træning til det kommende løb i European Le Mans Series. Det køres nemlig på Spa Francorchamps i weekenden efter.

www.mortendons.com


Læs mere om:
  • Morten Dons

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk