24H Series   05/09/17

Insight Racing udgik i Barcelona
Danske Insight Racing tog til Hankook 24H Barcelona i jagten på et godt løb - men en tidlig teknisk defekt satte en stopper for planerne.

Knapt en time inde i løbet så alt ellers positivt ud for Insight Racing ved Hankook 24H Barcelona, men langdistanceløb kan som bekendt være onde. Og det var i den grad tilfældet denne weekend.

Weekenden startede ellers med en skuffende fredag, hvor kvalifikationen blev afbrudt af gule flag i sådan en grad, at taktikken ikke holdt vand. Det danske team havde udset sig kvalifikationens afgørende fase som tidspunktet, hvor chancerne ville være bedst - men afbrydelserne kostede ethvert håb om en konkurrencedygtig omgang.

- Jeg tror, vi alle er ret skuffede efter weekenden her. Vi fik aldrig chancen for at vise, hvad vores bil kunne i kvalifikationen. Det var ærgerligt, for vi havde virkelig en god bil, forklarer teamchef Martin Jensen.


Aftentræning fredag
(Foto: Petr Fryba)

Et afbrudt løb:
Teamchefen fik også opgaven med at køre det første stint i løbet. Lørdag bød på højt solskin, og Martin Jensen havde en opgave for sig. Med start fra 17. pladsen skulle Martin få bilen godt fra start - og samtidigt tage så mange positioner som muligt. JAS Hondaen viste sig igen meget stabil på dæksliddet, og Martin fik en fremragende start. I den første time kørte han bilen op til en niendeplads samlet, men lige efter den første time indtraf katastrofen.

Martin Jensen måtte køre tidligere i pit end planlagt, da det venstre baghjulsleje sprang i luften. Det skete lige i indbremsningen til første sving, og ødelagde stort set alt på bilens venstre baghjørne. Jensen fik til alt held reddet bilen, og kom ind i pitten. Desværre viste skaderne sig mere omfattende end det var muligt at klare i garagen i Barcelona.


Martin Jensen i starten af løbet i Barcelona
(Foto: Petr Fryba)

- Vi havde et stærkt setup til løbet. Bilen skulle bruge lidt tid på at få dækkene til at virke, men så snart dækkene var klar, så kørte den virkelig stærkt. Jeg havde mulighed for at holde lave omgangstider meget længere på et sæt end konkurrenterne, og vi hentede enormt meget tid - lige indtil hjullejet sprang, forklarer Martin.

Han tilføjer:
- Vi håbede, at bilens begrænsede dækslid ville blive en fordel på sigt, men vi nåede aldrig dertil. Jeg har aldrig i hele min racerkarriere set et hjulleje gå i luften på en forhjulstrækker på den her måde. Gutterne gjorde deres bedste for at få fat i de rigtige dele, men det kunne desværre ikke lade sig gøre. Det er virkelig bittert at udgå på den her måde, for alle gjorde et kanon stykke arbejde. Alle fire kørere var indenfor seks tiendedele af et sekund på en omgang, og vi havde alle muligheder, lyder det fra Insight Racings teamchef.


Insight Racing på gridden i Barcelona
(Foto: Petr Fryba)

Årets sidste løb for Insight Racing er i Texas. Det køres på Formel 1-banen Circuit of the Americas i Texas den 10-12. november.

Insight Racing DK

Læs mere om:

  • Jacob Mathiassen
  • Joakim Frid
  • Marcus Påverud
  • Martin Jensen
  • Insight Racing
  • Circuit de Catalunya
  • 03/09/17 - Circuit de Catalunya - 24H Series

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk