Formel 5   12/08/17

En mental snurretur – Martin Harritz Nielsen
Der var lagt op til en weekend med masser af fart og næsen var sat op efter at få pokaler med hjem. Martin Harritz havde fået blod på tanden efter første afdeling af DM.
Nu skulle han vise at hjemmebanen var stedet hvor han kunne sætte sig igennem. Og lad os sige, at det blev til pokalhøst. Det blev også til så meget andet.

For desværre blev weekenden overskygget af en bizar forestilling fra DASU’s Banesportsudvalg, der igen, 3 dage før løbet, havde valgt at udstede endnu en bulletin, der gav kørerne besked på at montere endnu en restriktor, ovenpå den, man var blevet pålagt at køre med i sidste afdeling.


(Foto: Photo-Graphic.dk)

Men Team Harritz var nu ikke klar til at acceptere den bulletin, og gik til dommertårnet, med dokumentation på at eksperter ville fraråde at køre med de omtalte restriktorer. Og sammenholdt med et noget tvivlsomt reglementspunkt, fik teamet da også medhold af dommeren. Det var dog kun starten på en farce, man kan læse om andet steds. Tilbage i paddocken gjorde Martin klar til tidtagningen. Og her viste han, at han kan køre med helt fremme. P4 blev resultatet, og det var set ud fra det faktum, at han aldrig havde kørt på anen før. Der var nemlig heller ikke blevet tildelt hverken træningstid eller warm-up til klassen i denne weekend. Så det var en ung mand der kørte ud på banen – og en mand, med hår på brystet der kom ind igen efter tidtagningen.

Heat 1 blev en optur for Martin. Han havde fået bilen stillet rigtig fint op, og fik kørt et rigtigt stabilt heat, med gode stabile tider. Og langsomt fik han sig kæmpet forbi de tungere F4-biler bagerst i feltet. Han lå længe og kæmpede med Niels-Ejnar Rytter om P3. Kampen sluttede lykkeligt for Martin, da han fik held til at smutte forbi nr 49, på næstsidste omgang. 3. pladsen var en realitet, og selvom Martin måtte en tur hos dommerne for at få bekræftet at en mulig diskvalifikation ikke blev effektueret, så var smilet ikke til at tørre af den stille østjydes ansigt. Et fantastisk resultat at starte weekenden med. Nu skulle der finjusteres inden søndagens 2 heats.

Søndagen startede med mere forvirring omkring restriktorsagen. Og mens Martin forsøgte at fokusere på løbet, så kæmpede klassens repræsentanter for at få styr på hvad der var op og ned på sagen. Martin var topklar til heat 2. Han havde nu ikke behøvet at forberede sig så godt, for det blev ikke engang til en hel omgang, inden han blev taget ud af spillet af en F4 bil, der påkørte ham i første sving, med et defekt hjulophæng til følge. En total nedtur, og ikke lige det han havde brug for. Men i racing kan alt ske. Og der var kun et at gøre – nemlig at løfte hovedet og få fikset bilen. Og det gik man så igang med. Og med meget kort tid tilbage inden sidste heat, blev bilen klar. Tak for stor hjælp til kollegaer og konkurrenter, der gav en hjælpende hånd, så han kunne blive klar.

Og Martin var klar tl at kvittere med et godt resultat i sidste heat. Og det gjorde han. I et heat fuld af dramatik, der bød på pitstop i Formel 1 tempo for en konkurrent, flere afkørsler og et højt tempo, formåede Martin at holde sig fri at problemer. Længe lignede det dog en sekundær placering, men da to af konkurrenterne kørte sammen på 3. sidste omgang, og en tredie konkurrent knækkede et hjulophæng på andensidste omgang, kunne Martin fejre en placering som P2. En fantastisk afslutning på weekenden.

Formel5.dk


Læs mere om:
  • Martin Harritz
  • Ring Djursland
  • 11/06/17 - Ring Djursland - Formel 5

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde