SportsCar Championship   08/08/17

Jan Magnussen udbyggede mesterskabsføringen på Road America
Jan Magnussen og Antonio Garcia endte på en fjerdeplads på Road America, mens teamkammerat Michael Markussen gjorde flot DTC-comeback efter ærgerlig straf i Copenhagen Historic Grand Prix.

Trods udfordringer med at hænge på konkurrenterne lykkedes det takket være klog teamstrategi Jan Magnussen og Antonio Garcia at slutte på en fjerdeplads og udbygge mesterskabsføringen i weekendens IMSA-løb på Road America. I København sørgede teamkammerat Michael Markussen for en DTC-fjerdeplads i Copenhagen Historic Grand Prix.


(Foto: Richard Prince)

IMSA: Mesterskabsføring i behold trods udfordringer
– Under omstændighederne kan vi ikke være andet end lykkelige over resultatet og glæde os over, at vi har mesterskabsføringen i behold. Det har været en af de mest udfordrende weekender på sæsonen. Vi var alle sammen meget overraskede over vores fart efter lørdagens kvalifikation, hvor vi manglede over to sekunder til de hurtigste i GTLM-klassen, lyder det fra Jan Magnussen.

Det var danskeren, som startede det to timer og 40 minutter lange løb bag rattet af den gule Corvette C7.R, og det stod hurtigt klart, at den ellers konkurrencedygtige amerikanske racerbil havde svært ved at hænge på feltet. Corvette-teamet valgte at kalde Magnussen ind til et tidligt pitstop, hvor Antonio Garcia overtog bilen, og dén strategi viste sig at være den rigtige. Med 45 minutter tilbage af løbet vandt Garcia to positioner i pitlane og byttede dermed en sjetteplads til en fjerdeplads.

Kort efter idømtes spanieren dog en drive through-straf som følge af kontakt med en konkurrerende Porsche. Hændelsen, som Garcia efterfølgende undskyldte, sendte Corvette #3 tilbage på sjettepladsen. På løbets sidste omgang var det imidlertid teamkammerat Tommy Milner, som fik kontakt med en konkurrent og røg af banen. Antonio Garcia smuttede forbi dem begge og kunne køre i mål på en fjerdeplads.

– Det er bestemt ikke fedt at se sine teamkammerater blive sendt af banen så tæt på målflaget, men det betyder imidlertid, at vi bevarer vores føring i mesterskabet. Men kun otte point adskiller os fra vores tætteste konkurrenter, så vi kan ikke læne os tilbage. Vi har tre løb igen, og vi har brug for at komme tilbage på podiet.

Inden weekendens løb på Road America førte Jan Magnussen og Antonio Garcia GTLM-klassen i det amerikanske WeatherTech SportsCar Championship med syv point foran BMW-kørerne Alexander Sims og Bill Auberlen. Efter weekenden er de tætteste rivaler nu Ford-kørerne Dirk Müller og Joey Hand med 231 point efter Magnussen og Garcia med 239 point.

Magnussens danske kollega, Christina Nielsen, sluttede sammen med Alessandro Balzan på en femteplads i GTD-klassen i deres Ferrari 488 GT3. Et resultat, som betyder, at også de kan tage fra Road Atlanta med mesterskabet i behold.

Næste opgave for Jan Magnussen, Antonio Garcia og resten af Corvette Racing finder sted på Virginia International Raceway den 25.-27. august.

DTC: Flot comeback til Markussen i København
Mens Jan Magnussen kæmpede i Amerika, var hans danske team, Magnussen Racing Experience i aktion i Københavns gader. Det årlige Copenhagen Historic Grand Prix var nemlig vært for fjerde afdeling af Danish Thundersport Championship, og i chefens fravær var det op til Magnussens teamkammerat, Michael Markussen, at høste point ind til teamet og kæmpe for den prestigefulde sejr.

Markussen lagde stærkt ud med en tredjeplads i kvalifikationen lørdag formiddag. En position, som han forsvarede i weekendens første løb, hvor den 25-årige kører sluttede P3. Desværre måtte Markussen se sine point forsvinde igen, da hans Chevrolet Camaro-racer ved en fejl var blevet udstyret med forkerte dæk, hvilket udløste en diskvalificering fra dommerne.


(Foto: Denner Photo)

– Det var en meget tung melding at få. Det betød nemlig, at jeg skulle starte bagest i weekendens andet løb, hvilket er så slemt, som det kan være på en snæver bybane, hvor det er svært og risikabelt at kæmpe sig gennem trafikken, forklarer Michael Markussen.

Den hurtige racerkører tog dog straffen med spændt speederkabel, for da andet kvalifikationsheat blev flaget af, krydsede Michael Markussen stregen på en imponerende sjetteplads. Hele 11 placeringer lykkedes det Kolding-køreren at nappe på de 12 omgange, hvor alle biler efter ordre fra løbsledelsen i øvrigt var udstyret med regnvejrsdæk.

I weekendens sidste og afgørende finaleløb skulle Michael Markussen starte fra en tolvteplads, hvilket betød, at der igen ville være langt op til de førende i feltet. Igen truede et regnvejr kort før løbet at forvandle kampen til 'wet race', men solen vandt kampen, og alle biler startede på slicks. Michael fik allerede på første omgang kæmpet sig forbi de første konkurrenter, og da tre biler pludselig holdt stille ved en chikane, blev en niendeplads til en sjetteplads. Herefter lykkedes det Markussen at fælde yderligere to konkurrenter og slutte finalen lige udenfor podiet på en fænomenal fjerdeplads.


(Foto: Denner Photo)

– Det blev en søndag, som startede værst muligt og sluttede bedre, end nogen havde turdet håbet. Jeg havde naturligvis helst været diskvalificeringen foruden, men når det nu skulle være, så var det fedt at være en del af noget fedt ræs og vise de mange tusinder af publikummer nogle fede overhalinger. Vigtigst af alt viste vi, at vi ikke tabte modet, lyder det fra Michael Markussen.

– Med tre løb endnu er der stadig mulighed for at være med til at kæmpe om mesterskabet. Jeg håber, at de kommende weekender kan fylde pointkontoen op, så vi kan få en spændende DM-Finale til september

Næste opgave for Magnussen Racing Experience er femte afdeling af Danish Thundersport Championship, som afvikles i forbindelse med Grand Prix Danmark på Jyllandsringen den 19.-20. august.

Jan Magnussen Racing
Magnussen Racing Experience


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Michael Markussen
  • Road America
  • 06/08/17 - Road America - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde