SportsCar Championship   04/08/17

Jan Magnussen klar til at forsvare mesterskab på Road America
Mens hans danske team stiller op til Copenhagen Historic Grand Prix, skal Jan Magnussen i aktion på Road America den kommende weekend. Corvette-køreren fører i øjeblikket det amerikanske IMSA-mesterskab.
Med kun fire løb tilbage fører Jan Magnussen og Antonio Garcia det amerikanske IMSA-mesterskab med syv point (211) foran de tætteste rivaler fra BMW (204).

Derfor er det afgørende, at Corvette-duoen atter får sat en solid mængde point ind på kontoen, når ottende afdeling af WeatherTech SportsCar Championship afvikles på Road America nord for Chicago denne weekend.


(Foto: Richard Prince)

– Road America er endnu en af de baner på kalenderen, som man ser frem til. Som europæer minder banen utroligt meget om Spa-Francorchamps. Den har nogle virkelig udfordrende sving som for eksempel 'Carousel' og 'Kink', men også en del tekniske sektioner, som du skal ramme meget nøjagtigt, lyder det fra Jan Magnussen.

– Det er derfor jeg elsker at køre ræs i Amerika. De moderne baner er enormt stilfulde og flotte at se på fra en helikopter, men ofte er det som om, der mangler noget. Der er ingen store konsekvenser ved at fejle, fordi der er så meget plads alle vegne. På de gamle, klassiske baner som Road America, Laguna Seca og Sebring, bliver du straffet, hvis du sætter foden forkert. Sådan kan jeg godt lide det.

Fører også DTC-mesterskab
Weekendens to timer og 40 minutter lange løb forhindrer imidlertid danskeren i at deltage i fjerde afdeling af Danish Thundersport Championship i Købehnavn, hvor han ligeledes fører mesterskabet med 17 point (156) foran Frederik Schandorff (139). Magnussen Racing Experience repræsenteres dog af Magnussens teamkammerat, Michael Markussen, som har banerekorden på den københavnske gadebane omkring Bellahøj, og som skal forsøge at veksle sidste års tredjeplads til en sejr.

Jan Magnussen får dog selskab af en anden dansker, nemlig Christina Nielsen, som også stiller til start på Road America, og som fører mesterskabet i GTD-klassen sammen med sin Ferrari-makker, Alessandro Balzan. Det to timer og 40 minutter lange løb afvikles lørdag aften dansk tid og kan livestreames på IMSA-seriens eget website, www.imsa.com.

Tidsplan - Road America

Fredag 4. august
Kl. 12.00 (18.00) – Træning #1 (60 min)
Kl. 17.10 (23.10) – Træning #2 (60 min)
Kl. 17.40 (23.40) – Kvalifikation (15 min)

Lørdag 5. august
Kl. 9.55 (15.55) – Træning #23 (60 min)
Kl. 14.00 (20.00) – Kvalifikation (15 min)

Søndag 6. august
Kl. 9.30 (15.30) Warm Up (20 min)
Kl. 14.35 (20.35) – RACE (2 timer 40 min)

Jan Magnussen og Corvette Racing kan følges LIVE på Motors TV eller streames online via seriens eget website: www.imsa.com.

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Road America
  • 06/08/17 - Road America - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde