Formel 1   29/07/17

Ferrari dominans i Ungarn
Vettel på pole - Raikkonen 2'er
Det var Ferrari der satte sig på forreste startrække i Ungarn. Derefter fulgte de to Mercedes racere, med Bottas forrest. Derefter fulgte de to Red Bull racere. Dermed er styrkeforholdet på Hungaroring sat på plads og det er nogenlunde klart hvad vi kan vente os i morgen.

Hvis Vettel kommer godt afsted i morgen, kan han blive svær at gøre noget ved. Hungaroring er smal - selvfølgelig kan man overhale, det kan man alle steder - men nemt bliver det ikke. Raikkonen kan godt blive udset til at være væbner for Vettel og gøre livet ganske surt, for dem, der vil forbi. Sådan set ikke nogen voldsomt nyskabende rolle til finnen. Uanset hvem der måtte ligge foran ham, ville han næppe være interesseret i at lukke nogen forbi bagfra.

Med Bottas foran Hamilton kan englænderen også få det svært. For det er ikke givet at Hamilton kommer bedst ud af den startduel. Er han hurtigere, skal han dog nok komme forbi, der er en stærk teamdisciplin hos Mercedes. Men Hamilton gør nok klogt i også at kigge i spejlene når starten går. Bag sig har han de to Red Bull racere og specielt Verstappen har vist sig som en stærk starter. Det kan blive en intens tur ned til første sving!

Til gengæld er de seks første nok rimelig godt garderet mod angreb bagfra. For i fjerde startrække finder vi Alonso og Vandoorne. Egentlig skulle Hülkenberg have været foran dem, men han havde lige en flok strafplaceringer. Men mens McLaren-Honda har vist sig rimelig i tidskørsler, har bilerne ikke være specielt imponerende når løbet er startet. Så de to orange-sorte racere skal nok tænke på hvad der komme bagfra. Den kamp kan også blive intens på vej gennem første sving.

Det er Carlos Sainz og Jolyon Palmer der okkuperer femte startrække, og derfor har de bedste odds for at overliste McLaren racerne. Specielt Sainz virker som et godt bud, mens Palmer oftest har været længere tilbage i feltet og ikke altid har været kendt for at være den stærkeste starter. Omvendt har englænderen med sin kvalifikation i dag, vist at han kæmper for at holde fast i sædet, der ellers virker til at være en smule varmt efterhånden.

Ocon og Hülkenberg følger efter. Begge kan de også være bud på nogen, der kan presse McLaren bilerne et par række fremme. Hülkenberg sluttede som 7'er i kvalifikationen og viste at talentet er intakt og at bilen faktisk bliver bedre som sæsonen skrider frem. For Force India er sagen anderledes. De startede godt, men det virker som om de har sluppet taget en smule. Bag dem holder Kvjat og Perez. Russeren kørte af mod slutningen af Q1 og selvom rygterne går på at han faktisk fortsætter hos teamet næste år, kan han nok ikke vide sig for sikker. Præstationerne er svingende.

Haas optager den næste række. En skidt weekend blev ikke bedre i kvalifikationen. Magnussen røg ud i Q1, mens Grosjean var langsomt i Q2. Der skal vist ikke stilles for store forventninger til det amerikanske team i morgen. Omvendt så man jo give dem, at de bag sig har to Williams racere. De Martini sponsorerede biler har gjort det godt nogle gange i år, mindre godt andre gange. En 17. og 19. plads lyder ikke imponerende, men egentlig er det godkendt. Stroll som nr. 17 virker meget rimeligt, selvom han har haft et par gode løb på det seneste. Og at di Resta som hasteindkaldt vikar bliver nr. 19 er sådan set meget fornemt. En mand, der nok havde fortjent en lidt længere karriere end han fik, får nu muligheden for hvad der med al sandsynlighed bliver sidste race for ham. Men hyggeligt at have ham med. Mellem to Williams biler har vi Wehrlein, mens Ericcson i den anden Sauber er nr. 20. Sauber er et team, der stadig leder efter sine ben, efter en turbulent sæson. Man skal nok ikke forvente at de blå biler bevæger sig for meget fremad i løbet.

Så hvad kan vi egentlig forvente: Starten kan blive interessant - derefter skal man nok ikke forvente for meget, med mindre der sker det at en af favoritterne ryger ned i feltet og skal op igen. God fornøjelse.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Hungaroring
  • 30/07/17 - Hungaroring - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk