SportsCar Championship   11/07/17

Jan Magnussen stadig i føring efter Canada-løb
Weekendens fjerdeplads på Canadian Tire Motorsport Park betyder en fortsat føring i IMSA-mesterskabet for Jan Magnussen og Antonio Garcia.
Fra en startposition som nummer syv kørte Jan Magnussen og Antonio Garcia sig frem til en fjerdeplads i søndagens IMSA-løb på Canadian Tire Motorsport Park, hvilket sikrede Corvette-duoens fortsatte føring i det amerikanske mesterskab.

– Vi havde bestemt håbet på et bedre resultat, men det vigtigste er, at vi klarede os igennem løbet uden skader, lyder det fra Jan Magnussen.


(Foto: Richard Prince)

Det to timer og 40 minutter lange racerløb bød på dramatiske hændelser, særligt da Magnussen og Garcias teamkammerat Tommy Milner med blot 20 minutter tilbage af løbet røg af banen og ramte dækmuren. Ulykken sendte omgående den stærkt medtagede Corvette ud af løbet. Milner kunne heldigvis selv stige ud af bilen og blev kort efter hændelsen erklæret ok på banens medical center.

– Vi var alle sammen glade for at høre, at Tommy ikke var kommet til skade. Det så grimt ud på skærmene, men at han ikke kom noget til skyldes udelukkende General Motors' høje krav til sikkerhed. Corvetten har ved flere lejligheder vist sig at være ufattelig stærk og sikker – det oplevede jeg selv på Le Mans i 2015, forklarede Jan Magnussen.


(Foto: Richard Prince)

Selv startede Magnussen løbet i bilen og kørte et stint, hvor danskeren primært fokuserede på at komme gennem trafikken så glidende som muligt. Da den gule Corvette først efter en time tog sit første pitstop, hvor Antonio Garcia overtog rattet, var det åbenlyst, at det amerikanske team forsøgte en anden strategi end konkurrenterne.

– Bilen var rigtig god, fuldstændig som i kvalifikationen, men det var svært at komme forbi. Vi var muligvis en smule hurtigere end Ford, men så snart du nærmede dig nogen, mistede du performance. Derfor besluttede vi at blive ude for at få nogle frie omgange, som vi med lidt held kunne få gavn af mod slutningen af løbet.


(Foto: Richard Prince)

Safetycar afsluttede løbet
Mens første halvdel af løbet forløb relativt udramatisk, blev der skruet op for spændingen i anden halvdel. Med omkring 50 minutter tilbage af løbet, og midt under en full yellow-periode, blæste et regnvejr ind over Canadian Tire Motorsport Park. Regnen ramte kun dele af banen, hvorfor alle GTLM-bilerne valgte at blive ude på slicks.

Fem minutter før det ternede flag åbnede skyerne sig igen, og denne gang gik det ud over en prototype, som gled af banen i det våde føre og landede på taget i endnu et dramatisk crash. Også her kunne køreren forlade bilen uden skader, men et større oprydningsarbejde ventede, og løbet blev derfor afsluttet bag en safetycar.

– Det var ikke helt vores weekend, men vi er trods alt godt tilfredse med resultatet. Vi får nogle gode point med hjem, og vi bevarer vores føring i mesterskabet.


(Foto: Richard Prince)

Også en anden dansker bevarede sin mesterskabsføring i Canada, nemlig Christina Nielsen, som for sjette gang i sæsonen sluttede løbet på podiet i GTD-klassen. Det var Nielsens faste makker, Alessandro Balzan, som kørte den røde Ferrari 488 GT3 over målstregen på en tredjeplads.

Næste opgave for Jan Magnussen, Antonio Garcia og resten af Corvette Racing finder sted den 21.-22. juli på Lime Rock Park i Connecticut nord for New York.

Jan Magnussen Racing
Magnussen Racing Experience


Læs mere om:
  • Mosport Park
  • 09/07/17 - Mosport Park - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde