Langstreckenpokal   28/05/17

Ærgerlig Nicolaj Møller Madsen fik ikke drømmen opfyldt
Nicolaj Møller Madsen drømte om en podieplacering i det legendariske 24-timers løb på Nürburgring, men på trods af, at Audi nummer fem kørte lige op med de bedste biler stort set hele løbet igennem, så betød et uheld og en time i garagen, at den danske racerkører og hans teamkollegaer hos Phoenix Racing måtte nøjes med en 19. plads.

Mest af alt var Nicolaj Møller Madsen skuffet efter weekendens 24-timers løb på Nürburgring.

”Jeg er selvfølgelig skuffet og helt vildt ærgerlig over, at det var mig, der sad i bilen, da den forulykkede. Indtil det øjeblik gik det fantastisk for vores team, som lå nummer tre, og da vi kom tilbage på banen, viste vi også, at vi kunne køre lige op med de allerbedste,” siger Nicolaj Møller Madsen.

Uheldet indtraf cirka seks timer inde i 24-timers løbet. I en overhaling kom Audi'en op på curb'en, som betød, at Nicolaj Møller Madsen mistede herredømmet og snurrede rundt og endte i barrieren. Uheldet så ikke specielt voldsomt ud, og bilen kunne da også fortsætte til garagen, men her endte det med at tage at tage over en time at få bilen klar igen. Dermed bristede alle ambitioner om en topplacering.

”Det er helt vildt ærligligt og top uheldigt. Teamet var super godt forberedt, og bilen kørte fantastisk. Det kunne have endt med noget stort, så på vegne af holdet er jeg selvfølgelig rigtig ked af det,” siger Nicolaj Møller Madsen og tilføjer:

”Når det så er sagt, så har det været en kæmpe oplevelse. Jeg elsker den her racerbane, og jeg fik vist, at jeg også kan køre op med de bedste kørere, når det gælder. Det er selvfølgelig det, jeg tager med herfra, når lige skuffelsen har lagt sig.”

Det legendariske 24-timers løb blev en dobbelt triumf for Audi, der sikkert kørte dobbeltsejren hjem foran en BMW.

Næste opgave for Nicolaj Møller Madsen er tredje afdeling i GT4-serien, der køres på Red Bull Ring i Østrig 10.-11. juni. Her skal Møller Madsen og teamkollegaen Jörg Viebahn meget gerne køre deres Porsche til to topplaceringer.

Nicolaj Møller Madsen Racing

Morten Hopballe


Læs mere om:
  • Nicolaj Møller Madsen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde