DTC   26/05/17

Sejr til Lasse Sørensen og Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl ved CRAA
DTC - Danish Thundersport ChampionshipDen smukke bane omkring Mindeparken i Aarhus viste sig både fra sin bedste og værste side på finaledagen i Classic Race Aarhus.

Når turen går til Classic Race Aarhus er det altid med blandende følelser. Mange vil mene at det er den smukkeste bane på hele kalenderen - og det kan der være noget om, for det er meget smukke omgivelser der bliver kørt race i. Der møder altid et talstærkt publikum op og de sikrer en utrolig god stemning rundt om banen. Når solen så skinner fra en næsten skyfri himmel viser den sig fra sin bedste side. Men som både vi i Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl og mange af vores konkurrenter fik at føle, så har banen også en slem side. Den er nådesløs, når man kommer til at køre bare det mindste ved siden af sporet. De store betonklodser, som banen er bygget op af, slår gladelig stykker af fælge der kommer for tæt på. Det kostede os ikke mindre end 7 fælge at køre rundt på banen her i weekenden. Den sidste fælg kostede Mikkel C en top placering, men mere om det længere nede.


Lasse Sørensen for enden af Strandvejen
(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)

Lørdag havde vi oplevet at være helt nede i kulkælderen over en elendig kvalifikation og få oprejsning da både Lasse og Mikkel C præsterede at rykke 7 pladser frem i løbet – og det på en bane, hvor alle siger at man ikke kan overhale. Så det var en glad teamchef, der kunne konstatere at vi igen var med i spillet. Søndag morgen og formiddag blev en anderledes rolig affære. Normalt har vi warm-up og 3 løb om søndagen, men ved CRAA er der ikke plads til warm-up – og første løb var allerede kørt om lørdagen. Så DTC skulle ikke i ilden før over middag og da bilerne var gjort klar dagen før, gik tiden med at nusse og pudse på bilerne. Men når man har John Nielsen som teamchef, så er det ikke ren afslapning. Der er altid noget vi kan gøre lidt bedre og noget vi lige kan checke en ekstra gang – Bilerne skal være perfekte når de ruller ud til start.


Mikkel C igennem rundkørselen
(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)

2. Løb
Frokosten er overstået og de blå biler fra Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl holder sammen med de andre DTC racere klar på startgridden. I år har man valgt også at bytte om på de første 8 i Aarhus. Det har man ikke gjort tidligere, men det betyder at Mikkel C. starter 2’er og Lasse Sørensen starter 4’er. Feltet kommer godt fra start og det lykkes endnu engang at komme igennem første sving uden specielt mange buler. Mikkel C døjer dog lidt med bilen og kan ikke rigtig finde den speed han havde på Jyllandsringen i åbningsløbet. Han kører et yderst fornuftigt løb, men bilen vil ikke helt så hurtigt af sted som han gerne vil have. Mikkel dumper et par pladser tilbage og slutter på en acceptabel 5. plads. Lasse Sørensen har til gengæld alt det overskud der skal til i denne weekend og han kaster hurtigt en lasso rundt om den førende bil. Men selv om han prøver både til højre og venstre, så kan han ikke finde en vej rundt om Michael Markussen. Der er ingen tvivl om at Lasse kører stærkere, men Markussen forsvare sig fremragende og det lille hul Lasse skal bruge til at komme forbi, kommer desværre aldrig. Ikke desto mindre kører Lasse ind på en fin 2. plads.


Lasse Sørensen får lufttur efter sejr i finalen
(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)

Finalen
Med resultaterne af de 2 første løb, sættes start gridden til finalen. Her skal Lasse Sørensen starte i P3 med Mikkel C. lige bag sig på P5. Finalen vil alle vinde og tidligere forsigtighed kastes overbord. Denne gang er der en klump for enden af langsiden og der bliver skubbet fra alle sider. Lasse Sørensen og Mikkel C. ligger lige midt i det hele og da feltet kommer ud på Oddervej er det med Lasse Sørensen en plads længere fremme, mens Mikkel er blevet presset ned på en 7. plads. Da feltet kommer ud på 6 omgang taber den førende bil pludselig pusten – Kasper H. er punkteret og må trille i pit. Herefter ligger der kun frit asfalt foran Lasse Sørensen og det udnytter Lasse til at tage sin første finale sejr i DTC. Både fronten og bagenden på hans racer er trykket og det ene kølerør til bremsen er smadret – alligevel kører han noget af det bedste race vi har set og afviser alle angreb bagfra. Lasse’s mekanikere overvejer om de i stedet for at optimere bilen inden et løb, måske skulle give den nogle tæsk med en forhammer i stedet for – Det lader jo til han køre bedst når bilen er ved at falde lidt fra hinanden. Lige så skønt det er med Lasse, lige så ærgerligt er det med Mikkel C. Efter den første tumult er han havnet bag Aaskov og selv om han presser alt hvad han kan er der ingen vej udenom. Mikkel ved godt at der ikke er nogen grund til at tage unødige chancer – de koster for meget på en bybane. Han er sikker på at presser han nok på, skal han nok finde et hul og komme forbi. Da Aaskov pludselig taber bilen for enden af langsiden er chancen der, men Mikkel C bliver klemt mod den modsatte barriere. Det bliver starten på slutningen for Mikkels finale løb. Som nævnt tidligere, ødelægger han en fælg og må i pit med en punktering. Placeringer kan skifte meget hurtigt på en bybane. På 2. sidste omgang af finale løbet, er det Mikkel C. der må se konkurrenterne kører forbi, imens mekanikerne skifter hjul på hans DTC racer. Mekanikerne laver et hjulskifte der er formel 1 værdigt, men det hjælper desværre ikke meget. Mikkel C slutter årets race, rundt om Mindeparken, af med en ikke særlig mindelig 15. plads. Sådan kan race desværre også være smil og tårer på samme tid. Heldigvis har Team Flexlease.nu et godt krammehold og hvem kan ikke kører glad hjem efter et godt kram. Som en gammel racerkører altid sagde – Videre!


Der uddeles krammere
(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)

Næste afdeling er om 3 uger på den kuperede bane på Djursland.

Resultatet efter anden afdeling af DTC er:
3. Mikkel C
6. Lasse Sørensen

I Team mesterskabet ligger Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl stadigvæk på 2. pladsen efter Magnussen Racing Experience.

Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl

Stefan Mehl-Ludvigsen


Læs mere om:
  • Lasse L. Sørensen
  • Mikkel C. Johansen
  • Mindeparken (Gadeløb)
  • 21/05/17 - Mindeparken (Gadeløb) - DTC

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde