Rally   05/05/17

Marco Gersager: Venter tæt opgør i Opel Corsa Cup
- På en god dag kan både Jan, Ted og Michael vinde, så efter to års pause har jeg været nødt til at køre flest mulige løb for at genvinde min gamle topform for at kunne give dem kamp til stregen!
Sådan siger Marco Gersager, Rødovre, efter den første runde af Danmarksmesterskabet i rally og den specielle turnering Opel Corsa OPC-rallybiler.

Marco Gersagers konkurrenter er først og fremmest Jan Jacobsen, Holstebro, Michael Ted McBride, Rødovre og Michael Broberg Sørensen, Låsby. Alle fire kører i ens biler og på samme reglementsbestemte dæktyper i den særlige Opel Corsa Cup, så det afgørende bliver i høj grad, hvad kørerne og deres codrivere kan få ud af bilerne.


Marco Gersager er indstillet på at kæmpe om pointene i årets Corsa Cup og kører alt det, han kan nå for at optimere formen og chancen for at vinde turneringen
(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)

Jacobsen og McBride deltog i sidste års Corsa Cup, mens Marco Gersager kun var til start i finaleløbet, som han vandt. Broberg Sørensen er først kommet til i år.

Rallysprint som træningsbane
Med den lange rallypause bag sig har Marco Gersager satset stærkt på at genvinde formen, idet han siden 1. april har været til start i to rallytests og tre rallysprint samt første runde af Danmarksmesterskabet, der blev kørt i Slesvig.


Selvom man er midt i et fartcirkus, kan der blive tid og plads til afslapning og hyggesnak
(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)

Samtidigt har han med den erfarne Jeannette Kvick, Slagelse, sikret sig en rutineret codriver for at optimere indsatsen. Det gav bonus i den første runde af Corsa Cup, som han vandt i tæt opgør med Jan Jacobsen efter at sidstnævnte kørte en omvej i en grøft og sad fast.

- Vi undlod at oversatse, men holdt hovedet koldt og det gav maksimumpoint på kontoen, fastslår Marco Gersager, som senest har været i aktion i det skånske rallysprint ”Lille Mats“ i Hässleholm for yderligere at opbygge formen før næste runde af DM-rally og Corsa Cup den 26.-27. maj i Juelsminde.


Marco Gersager har allieret sig med den rutinerede codriver Jeannette Kvick, så han kan koncentrere sig om at yde det maksimale i de kommende trænings- og mesterskabsløb
(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)

De tre næste runder i DM-turneringen og Corsa Cup køres først i efteråret, så i mellemtiden fortsætter Marco Gersager med at optimere færdighederne sammen med Jeannette Kvick i Yokohamamesterskabets rallysprint.

- Vi var til start i det første af fire tællende løb, men jeg synes stadig, at der er noget at forbedre, så vi stiller også til start i den kommende runde af sprintturneringen den 5. juni i Avedøre, tilføjer Marco Gersager og slutter:

- Sejren i Corsa Cup er ingen afhentningsforretning, der bliver ikke givet ved dørene! Kun én ting tæller - at være hurtigst og forrest!

Morten Dam
Specialpressen


Læs mere om:
  • Jeannette Kvick
  • Marco Gersager

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde