Sportscar racing   16/03/17

Mød det nye hold bag Nicolaj Møller Madsen
- Nyt MøllerMadsen Racing skal sikre succes
Nicolaj Møller Madsen har samlet et nyt hold omkring sig. De har reelt intet med motorsport at gøre, men skal hjælpe med alle de ting, der foregår uden for racerbanen. Dermed kan Nicolaj Møller Madsen fokusere på at køre stærkt og på den måde få endnu større succes i 2017.

Nicolaj Møller Madsen kan køre stærkt. Rigtig stærkt. Og det er udelukkende det, han skal koncentrere sig om i 2017. Både i sin Audi R8 GT3-racer og i sin Porsche GT4. Derfor får den fynske racerkører i den kommende sæson hjælp til netværk, events, kommunikation, økonomi, design og til at tiltrække kommercielle partnere. Samtidig har Nicolaj Møller Madsen fået en bestyrelse til at udstikke retningslinjerne for karrieren.

”I år skal der mere fokus på at blive verdens bedste racerkører. Jeg har derfor allieret mig med et stærkt bagland, som skal sørge for, at jeg får maksimalt ro i hovedet og kan fokusere på det, jeg elsker og er bedst til; nemlig racerløbet. Samtidig vil jeg forsøge at holde mig ude af de praktiske opgaver i forbindelse med mine netværksarrangementer og i stedet være tilstede og tale med de enkelte sponsorer,” siger Nicolaj Møller Madsen og tilføjer:

”Mit nye set up er opbygget for at skabe succes hele vejen rundt. Jeg skal koncentrere mig om at køre racerløb, og så har jeg fået specialister til alle de ting, der foregår omkring det at være racerkører.”

Her kan du møde holdet bag Nicolaj Møller Madsen.

Netværksansvarlig, Mikkel Vestergaard:
Mikkel har siden august 2016 været fast inventar i MøllerMadsen Race Club. Mikkel står for alle tre netværksgrupper, hvor han arrangerer events samt står for driften og sponsorkontakten. Samtidig fungerer Mikkel som kontaktperson for Nicolaj, så det er ham, du skal kontakte, hvis du har spørgsmål om alt det, der ikke har med det tekniske på racerbilen at gøre. Mikkel kan kontaktes på mollermadsenracing@gmail.com eller på 2120 6908.

Eventkoordinator, Michael Skou Vestergaard:
Michael Skou Vestergaard har 25 års foreningserfaring i idrættens verden, herunder idrætsevent, PR, sponsorater og markedsføring. I MøllerMadsen Racing skal han fungere som eventkoordinator, hvor målet er at udvikle ideer, koncepter og tilrettelægge et målrettet udbytte og branding af Nicolaj som racerkører og MøllerMadsen Race Club som produkt.

Økonomi, KRB-Regnskab:
Kuno Bramsen fra KRB-Regnskab skal håndtere al regnskab, bogføring og fakturering i MøllerMadsen Racing. Det betyder samtidig, at det er Kuno, du skal kontakte, hvis du har spørgsmål om de emner. Kuno kan kontaktes på mail@krb-regnskab.dk.

Kommunikation, KommPress:
KommPress er et PR- og kommunikationsbureau, der skaber resultater med deres kunders historier. KommPress kan hjælpe med alt fra strategisk kommunikation og krisehåndtering til pressearbejde og målrettet indholdsproduktion, og de – i skikkelse af Morten Hopballe og Maria-Teresa Faurhøj – skal hjælpe MøllerMadsen Racing med pressearbejde, nyhedsbreve og contentproduktion til Facebook og LinkedIn. Morten Hopballe fra KommPress kan kontaktes på mh@kommpress.dk.

Kommerciel/branding, Matchday-Mangement:
Matchday arbejder bl.a. med sponsorship management i sportens verden, og det er også på dette område, at de skal bidrage til videreudviklingen af MøllerMadsen Racing. Deres hovedansvar er at bringe nye, kommercielle samarbejdspartnere ind i forretningen, og derfor arbejder de lige nu målrettet på at identificere og åbne døre til virksomheder, der er et godt match til Nicolaj og MøllerMadsen Racing. Matchday-Management kan kontaktes på maj@matchday-management.com eller sofie@matchday-management.com

Design/Grafik, SPROET Design:
Linda Havmøller Baunsgaard er selvstændig grafisk designer og art director, og hun designer alt det grafiske materiale, der bliver brugt i MøllerMadsen Racing. Ifølge Linda handler motorsport om følelser, ydelse og nervepirrende fokus, mens Nicolaj er en ægte, energisk og dedikeret fyr – og det er det, hun ønsker at få frem igennem det grafiske udtryk. Du kan kontakte Linda på linda@sproet.dk

Endelig er der bestyrelsen for MøllerMadsen Racing, som består af:
Morten Søndergaard, Agenda Advokater
Bjørn Smidt, Bambora
Anders Lund, LAIT
Nicolaj Møller Madsen

MøllerMadsen Racing


Læs mere om:
  • Nicolaj Møller Madsen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk