24H Series   04/01/17

YTCC indtager Dubai
YTCC har allerede indtaget Danmark – nu vil de også forsøge at indtage Dubai!
I første omgang sender de i hvert fald 4 kørere afsted til 24 timers løbet i Dubai i næste uge.
De 4 kørere er Michael Vesthave jr., Michael Skipper, Dennis Nymand og Kenneth Løndal.

De skal alle deltage for Team Sally Racing i deres blå og orange Renault Clio 3 med nummer 53 på siden


(Foto: Team Sally Racing)

Michael Vesthave jr. er den erfarende kører i teamet hvad angår 24 timers løb. Han deltog nemlig også for teamet i samme løb sidste år. Her blev det til en flot 4. plads blot 4 omgange fra en podieplads – vel og mærke efter bilen have kørt 501 omgange. Vesthave jr. tager til løbet som forsvarende mester i YTCC Division 1, som han vandt i en BMW 320i E46.

En af hans største konkurrenter til den titel, Dennis Nymand, skal denne gang ikke køre imod ham, men forsøge at få mest muligt fart ud af bilen. Nymand har været snublende tæt på titler i YTCC de seneste sæsoner, men heldet har desværre ikke lige været på hans side. I 2016 deltog han med en nyopbygget BMW M3.

Michael Skipper og Vesthave jr. lå i kamp om mesterskabet i både 2014 og 2015 i Division 3, så de to kender hinanden rigtig godt både på banen og udenfor banen. Skippers sædvanlige bil er en BMW E36 M3, som han kørte i for første gang i 2016 sæsonen, og til sidst på sæsonen efterhånden var ved at være dus med, og derved også kunne køre pokaler hjem i Division 1.

Kenneth Løndal har ikke været helt så aktiv på banerne i 2016, hvor det kun blev 3 weekender i løbet af sæsonen. Det til trods kørte han alligevel 5 podiepladser hjem, så helt rusten var han ikke. I stedet har han brugt meget tid på at være formand for Kørerforeningen YTCC. Han er normalt hjemmevandt i en BMW E36 M3 i Division 1.

Derved bliver det ikke blot 5,39 km asfalt som 3 ud af de 4 kørere skal lære – de skal også vende sig til, at bilen trækker i den modsatte ende i forhold til deres baghjulstrukne BMW’er.


(Foto: Team Sally Racing)

Team Sally Racing er det nok mest erfarende Danske team hvad angår langdistanceløb udenfor landets grænser. I 2010 vandt de løbet i ørkenstaten, og sluttede nummer 2 i 24H Series i 2015, i en serie af løb som blev kørt over 6 weekender.

Den blå og orange Renault Clio 3 med nummer 53 på sideruden skal deltage i A2 klassen, der er hjemstedet for Touring cars optil 2000 cc med sugemotor eller 1650 cc for trykladede motorer. Her kommer de til at køre imod Honda Integra DC5, Renault Clio 4 samt Peugeot RCZ biler. I skrivende stund er der 8 tilmeldte til løbet i denne klasse, mens der fordelt på alle klasser bliver små 100 biler. Bl.a. kommer der også en masse GT3 biler og diverse Porsche Cup racere i de andre klasser. Så der bliver masser at holde øje med i spejlene for de 4 danske kørere. En af bilens helt store forcer er normalt en fantastisk holdbarhed, hvor den bare kører og kører gennem 24 timer, og på den måde opvejer den tid, som den nogle gange mangler på omgangstiderne.

De får dog følgeskab af endnu en Team Sally Racing bil, som også er fyldt med Danskere, samt Danskere i flere af de andre biler – både i samme klasse, men også andre klasser.


(Foto: Team Sally Racing)

Onsdag den 11. januar er den først vigtige dag for kørerne. Her foregår licenskontrollen samt muligheder for at få den første føling med banen. Dagen efter er der flere testkørsler inden at kvalifikationen skal køres sidst på eftermiddagen lokal tid. Fredag den 13. klokken 11.00 dansk tid bliver der givet grønt lys til de 24 timers racerløb.

Officiel træning, kvalifikationen, nattetræningen samt løbet kan følges alle 24 timer på Motors TV, på www.Radiolemans.com med kommentatorlyd, eller som live streaming video på www.24hseries.com/live

Kørerforeningen YTCC
Youngtimer Touring Car Challenge

JJ Media


Læs mere om:
  • Dubai Autodrome
  • 14/01/17 - Dubai Autodrome - 24H Series

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde