ELMS   27/10/16

Skuffende exit tegnede afslutning på udfordrende ELMS-sæson
Store forventninger blev vendt til skuffelse, da Formula Racing måtte udgå fra årets sidste afdeling af European Le Mans Series med tekniske problemer. Danskerne sluttede på en syvendeplads i det benhårde europæiske GT-mesterskab.


(Foto: Gary Parravani)

Da Johnny Laursen blot en time inde i sæsonfinalen på Estoril i Portugal søndag eftermiddag måtte parkere Formula Racings Ferrari 458 Italia med tekniske problemer, var løbet bogstaveligt talt kørt for det danske Le Mans-hold. En defekt generator betød, at bilen aldrig kom på banen igen.


Johnny Laursen
(Foto: Gary Parravani)

– Skuffelsen ved at udgå fra sæsonens sidste løb er naturligvis svær at skjule. Vi havde chancen for kæmpe med om pokalen, hvilket havde været en god afslutning på en sæson, hvor alt ikke ligefrem er gået efter planen, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.

– Efter fredagens sidste træning følte vi, at vi havde en god bil, og en lidt skuffende kvalifikation var ikke noget, der kunne tage optimismen fra os. Derfor er det naturligvis ærgerligt at udgå med et forholdsvist banalt teknisk problem.


(Foto: Gary Parravani)

Det var en defekt generator, som gjorde det umuligt for danskerne at gennemføre søndagens 4-timersløb, som var det sidste i årets udgave af European Le Mans Series.

En sæson, som har været en udfordring for det mesterskabsforsvarende team fra Allerød, men som dog har budt på lyspunkter som en andenplads i årets tredje afdeling på Paul Ricard. Samtidig lykkedes det også for Mikkel Mac, Christina Nielsen og Johnny Laursen at gennemføre årets 24-timersløb på Le Mans i første forsøg.

Mikkel Mac: Ærgerligt og skuffende
Det var Mikkel Mac, som kvalificerede Formula Racings Ferrari 458 Italia til sjette startposition, og den 23-årige racerkører og tidligere mesterskabsvinder har svært ved at sætte ord på skuffelsen over end ikke at komme bag rattet i sæsonfinalen.


Mikkel Mac
(Foto: Gary Parravani)

– Jeg nåede kun at gøre ganske få minutter med intermediate-dæk på en halvtør bane inden kvalifikationen, og med få kilometer generelt i racerbilen i denne sæson må jeg erkende, at jeg ikke kendte grænserne godt nok til at udnytte dækkene optimalt under kvalifikationen, lyder det fra Mikkel Mac.

– Det er en ærgerlig måde at afslutte en sæson, hvor vi har arbejdet hårdt for at få det hele til at spille, og hvor vi kun én enkelt weekend er lykkedes med en podieplacering. Men stort skulderklap til mekanikerne og vores ingeniør, som har kæmpet en tapper kamp for at give os de bedste muligheder undervejs i sæsonen.

Christina Nielsen: Ikke det vi kom for
Skuffelsen var også at spore hos Christina Nielsen, som forinden ELMS-finalen havde afsluttet sin sæson i USA med et flot mesterskab i det amerikanske WeatherTech SportsCar Championship.


Christina Nielsen
(Foto: Gary Parravani)

– Ligesom Mikkel og Johnny havde jeg glædet mig til at være med i kampen på Estoril, hvor vi uden tvivl følte os klar og forberedte. At udgå med en teknisk defekt er svært at acceptere, når vi netop følte, at vi havde farten til at være med helt i toppen. Sådan er motorsport desværre sommetider, lyder det fra Christina Nielsen.

– Kæmpe tak til hele crewet bag Formula Racing som gennem hele sæsonen har gjort et fantastisk arbejde for at give os den optimale bil weekend efter weekend.


Christina Nielsen
(Foto: Gary Parravani)

Formula Racing slutter 2016-udgaven af European Le Mans Series på en syvendeplads i GTE-klassen.

Formula Racing


Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Mikkel Mac
  • Formula Racing
  • Estoril
  • 23/10/16 - Estoril - ELMS

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk