SportsCar Championship   30/08/16

Christina Nielsen fører fortsat efter svært løb i USA
Christina Nielsen og hendes italienske holdkammerat Alessandro Balzan havde en problemfyldt dag, da tredjesidste afdeling af det amerikanske IMSA mesterskab blev afviklet på Virginia International Raceway sent søndag aften dansk tid. Det blev et løb med afkørsel, punktering og straf men alt dette til trods, endte Nielsen og Balzan alligevel med at udbygge deres føring i mesterskabet, da deres værste konkurrent til mesterskabet blev diskvalificeret efter løbet.


(Foto: Jan Kaiser)

Christina Nielsen startede det 2 timer 40 minutter lange løb i Scuderia Corsas Ferrari 488 GT3 fra ottende startposition. Men Ferrarien havde svært ved at opbygge varme i dækkene og hun mistede placeringer de første omgange. Christina fik kørt sig frem igen, men kort før pitstop var hun en af rigtig mange kørere, der måtte en tur af banen og hun fik afleveret bilen til Balzan i tiende position. Balzan blev undervejs ramt af en punktering samt en drive-through straf for "overboost" og teamet endte på en sjetteplads i GTD klassen efter en svær dag.

I GTLM klassen vandt Jan Magnussen og Antonio Garcia i Corvette C7.R deres første sejr i år efter flot kørsel, hvor de styrede løbet fra front.

"Det var et rigtig svært løb i dag" sagde Christina efter løbet. "De første omgange kunne jeg slet ikke opbygge varme i dækkene. Bilen skred rundt og det var svært at komme i en rytme. Så da først grebet kom, var bilen svær at stole på, men jeg begyndte at arbejde mig lidt frem. Men banen var rigtig glat uden for sporet, så der var kun en linie rundt på banen og der var rigtig mange, der var en tur henover græsset inklusiv mig selv. Da Balzan kom i bilen fik han en punktering og senere en straf for "overboost", hvor bilen kortvarigt hiver for meget benzin ind. Så det var en super træls weekend, men vi er et stærkt team og vi står sammen og vi er utrolig heldige med, at ingen af vores værste konkurrenter scorer topresultat i dag, så vi faktisk ender med at udbygge vores føring i mesterskabet. Der skal også lige lyde et stort tillykke til Jan Magnussen med sejren i dag og til mit danske team Formula Racing, der sluttede på andenpladsen på Paul Ricard".

Næste løb for Christina Nielsen bliver på Formel 1 banen Circuit Of The Americas i Texas den 14 september, hvor næstsidste afdeling af IMSA mesterskabet afvikles.

Christina Nielsen Racing

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Virginia International Raceway
  • 28/08/16 - Virginia International Raceway - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk