DM Rally   23/08/16

McBride Racing har været flyvende hen over sommeren
Pga. undertegnedes sommerferie har vi i bedste rally-stil hoppet over et par updates… Det skulle denne hurtige gennemgang gerne råde bod på!


(Foto: flemming-jensen.com)

21. maj 2016 – DM 2:
Allerede på de første prøver kom der grimme lyde fra undervognen, og under belastning lød det nærmest som om, at alle komponenter var samlet metal mod metal… Forestil dig en hammer der bliver slået mod et jernrør!

Michael og Britt pressede dog bilen så langt ud som de følte var forsvarligt, og takket være konstant fart og godt samspil i kabinen, så var resultatet i mål en 2. plads i OPC Cup’en og en flot 4. plads i DM.

25. juni 2016 – DM 3:
Pga. ovenstående problemer med undervognens kontante lyde, så arbejdede teamet på højtryk frem mod DM3, som skulle køres en måned senere. Efter monteringen af den nye undervogn havde McBride Racing, takket være samarbejdet med Opel Danmark, fået mulighed for at leje Sjællandsringen, og i samarbejde med Opel Danmarks specialister, få kørt den rigtigt ind.

Spændingen var derfor stor, da teamet stillede til start den 25. juni, men desværre skulle et nyt problem nu vise sig at holde både mekanikere og Michael og Britt vågne.

Efter at have kørt nogen rigtig fornuftige prøver med god ro og godt flow i bilen, kunne Michael pludselig konstatere, at der ikke var nogen bremser… Så blev DM 3 pludselig meget spændende, men ikke på den måde vi havde håbet!

Nu har Michael gudskelov en del rutine og har prøvet det der var værre, så takket være perfekte noter fra højre side i bilen, og ”kreativ” kørsel bag rattet, ja så lykkedes det faktisk at holde et flot tempo og samtidig få bilen hele vejen i mål. Resultatet var en 2. plads i OPC Cup’en og en helt igennem imponerende 3. plads i DM.

23. juli 2016 – KOMO Rallysprint:
KOMO Rallysprint er en tilbagevendende begivenhed, som i år blev afholdt for 31. gang.

Rallysprintet som bliver afholdt i NCC’s grusgrav i Gammelrand byder på så fantastiske udfordringer, at de fleste kørere ikke vil undvære det. Derfor var det kun naturligt, at McBride Racing stillede til start, men mere overraskende var det nok, at det skete i den gamle Honda Civic Type-R!

Civic’en har før vist sig flyvende i grusgraven (bogstaveligt talt – Se evt. galleriet på hjemmesiden), men denne gang stoppede alt det sjove næsten før det var begyndt.

I 2. heat, kort efter starten, lander Civic’en efter et hop, som den har gjort så mange gange før, men denne gang kostede det en knækket støddæmper… Det positive var så, at der er smukt i Gammelrand, og der kommer altid godt selskab.

19. august 2016 – DM 4:
DM 4 skulle køres på Lolland og allerede fredag skulle de første prøver køres i mørke.

Michael er, som han selv siger med et smil, ”mørkeræd”, så for at komme dette forfærdelige fænomen til livs, var Corsa’en blevet udstyret med nok lys til at kunne oplyse Bornholm. Resultatet efter mållinien i mørket var dog positive, og teamet glædede sig over at kunne starte lørdag morgen med et godt udgangspunkt.

Lørdag var der fortsat god fart i bilen og Michael og Britt fik det bedste ud af den fine Corsa. Tidstabet fra fredagens nattekørsel var minimalt, men den største konkurrent kørte ligeledes en nærmest fejlfri lørdag, og kunne dermed ikke hentes. Dog var han så også den eneste, så McBride Racing sluttede løbet med en 2. plads i OPC Cup’en og en 2. plads i DM – Fantastisk resultat og bilen begynder virkelig at være sat op, så Michael og Britt kan få det bedste ud af den.

Som altid vil vi gerne takke for støtten til alle de samarbejdspartnere, familie og venner som alle er med til at gøre McBride Racing til en succes!

HUSK: Allerede den 4. september, stiller McBride Racing til start i afdeling 3 af Yokohama Mesterskabet, hvor Løveungen skal forsøge at gentage (eller forbedre) den fine 3. plads fra 1. afdeling!
(Note: McBride Racing måtte desværre melde afbud til 2. afdeling den 3. juli i Rødby, da Michael havde taget en fortjent ferie med familien).

Og den 24. september køres DM 5, hvor det bliver spændende at se, om teamet kan tage det sidste skridt på podiet… Det fortjener de, med alt den tid drengene har lagt i værkstedet, for at skabe yderligere succes!

Vi mødes ude på prøverne… I hører os før I ser os!

Jacob Bengtsson
www.McBride-Racing.dk


Læs mere om:
  • Horslunde
  • 20/08/16 - Horslunde - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk