ADAC GT Masters   10/08/16

Nicolai Sylvest kom på podiet og tog klassesejr på Nürburgring
Det blev til en sensationel podieplads og en sejr i juniorklasse for Nicolai Sylvest, da han i den første augustweekend atter var til start for AMG Team Zakspeed i deres Mercedes AMG GT3 ved femte afdeling af ADAC GT Masters, som blev kørt på Nürburgring.
”Sammen med min makker Nikolaj Rovigue var jeg hele to gange på podiet,” siger Nicolai Sylvest. ”Vi blev nummer tre generelt i det første løb, men da vi samtidig var bedste mandskab under 25 år, vandt vi også juniorklassen.”

Med resultaterne fik den 19-årige racerkører dermed opfyldt sine forventninger til løbet på netop den bane, hvor han i 2014 vandt et løb i den tyske Formel 3-serie.


To gange Nicolai jubler efter tredjepladsen er i hus

Allerede til fredagens første træning viste Nicolai Sylvest, at der kunne være noget stort på vej, for her satte han tiendehurtigste tid ud af de i alt 31 startende biler og var ligeledes hurtigst mand i teamet. Han skulle kvalificere billen til det første heat, og her imponerede det unge talent alt og alle ved sensationelt at sætte tredjehurtigste tid, så forventningerne var høje før lørdagens løb.

”Da jeg havde sat tiden, var det også mig, der skulle starte, og starten forløb godt, for jeg formåede at holde min tredjeplads, og sammen med de to forankørende Porscher fik vi skabt os et solidt hul til resten af feltet, og efter 33 minutters kørsel kunne jeg aflevere bilen sikkert til min medkører Nikolaj Rogivue,” siger Nicolai Sylvest. ”Det lykkedes for Nikolaj at holde vores tredjeplads til målflaget, så vi skulle for første gang på podiet. Og vi skulle det hele to gange.”

Til søndages løb skulle Nikolaj Rogivue køre tidtagningen, men her blev resultatet en lidt skuffende 20.plads. Han startede også i bilen, men allerede i det andet sving efter starten, var han i kontakt med en konkurrent og fik en drive-through-straf.

”Da jeg kom i bilen til den sidste halv time, lå vi placeret helt tilbage som nummer 27 og er langt efter de forankørende,” fortæller den Team Danmark-støttede kører. ”Bilen kørte langt fra optimalt grundet den tidligere påkørsel, og til sidst bliver bilens bremser for varme grundet en skade på kølingssystemet, så jeg kørte uforskyldt af banen og havnede ude i fangsandet for enden af langsiden.”

”Det var selvfølgelig en lidt trist afslutning på weekenden, men alt i alt en super fed weekend både for mig personligt men også for hele teamet. Jeg har fået så meget ros fra Zakspeed-teamet, men hvad der er rigtig dejligt, er, at jeg også fik meget ros fra Mercedes AMG, så nu må vi se hvad fremtiden bringer.”


Tretallet i forruden siger alt - det blev til en tredjeplads på Nürburgring

Allerede om to uger skal Nicolai Sylvest i aktion igen for Zakspeed teamet til næste afdeling af ADAC GT Masters, som køres den 19.-21. august på Zandvoort i Holland.

”Jeg kørte på banen tidligere i år sammen med Massive Motorsport, hvor jeg sammen med Casper Elgaard, Roland Poulsen og Kristian Poulsen var med til at sikre teamet en podieplacering som samlet toer,” siger han. ”Det er en bane, som ligger godt til mig, for jeg har også været på podiet i Formel Ford tilbage i 2012.”

Løbet kan ses live på GT Masters website.

Jesper Sylvest


Læs mere om:
  • Nicolai Sylvest
  • Nürburgring
  • Zandvoort
  • 07/08/16 - Nürburgring - ADAC GT Masters
  • 21/08/16 - Zandvoort - ADAC GT Masters

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk