SportsCar Championship   24/07/16

Jan Magnussen sluttede på podiet i Connecticut
Magnussen og Garcia sluttede toer på Lime Rock lørdag aften – med under et sekund til de vindende teamkammerater i søsterbilen. Corvette Racing tog sejr nummer 100 i teamets historie.

Corvette Racing leverede en nervepirrende afslutning på lørdagens IMSA-løb på Lime Rock-banen i Connecticut, da Antonio Garcia kørte den gule Corvette C7.R over målstregen blot 0,9 sekund efter teamkammeraten Oliver Gavin.


(Foto: Richard Prince)

– Det var så tæt på, og selvfølgelig ville vi gerne have taget den sejr. Men at slutte med to Corvetter på podiet er en kæmpe bedrift for teamet og meget velfortjent, lyder det fra Jan Magnussen.

– Alle arbejder så hårdt på at vinde hvert eneste løb, vi stiller op til. Dagens udfordring var en kamp fra start til slut, og resultatet er fantastisk. Sejr nummer 100 for teamet er helt utroligt og en stor ære at være med til at fejre.

Corvette Racing har deltaget i det amerikanske mesterskab siden 1999 og er det første team i International Motor Sports Association, også kaldet IMSA, til at vinde 100 sejre. Præstationen på Lime Rock var samtidig teamets 60. 1-2-sejr.


(Foto: Richard Prince)

Imponerende indsats
Det var Jan Magnussen, som kvalificerede den gule Corvette C7.R på en 6. plads i fredagens kvalifikation, og dermed var danskeren også første mand i bilen til lørdagens to timer og 40 minutter lange løb.

Magnussen kom godt af sted og vandt hurtigt en position, men røg så to pladser tilbage grundet en drive through-straf. Danskeren dragede senere nytte af en gulflagsperiode og kunne aflevere bilen til Antonio Garcia på en 4. plads i GTLM-klassen.

Spanieren returnerede til løbet på en 5. plads, men imponerede så med at hente tre pladser på 45 minutter og samtidig lukke hullet til teamkammeraten i søsterbilen, som det altså ikke lykkedes at komme forbi.


(Foto: Richard Prince)

Rykker frem til 3. plads i mesterskabet
– Vi havde en god bil og var i stand til at bide fra os denne weekend. Lime Rock er en lille bane, og det var en kamp at komme gennem trafikken og samtidig køre ræs om pladserne. Antonio gjorde et imponerende arbejde derude, lyder det fra Jan Magnussen.

Med weekendens præstation har Magnussen og Garcia for alvor taget hul på noget, der kunne ligne et comeback i mesterskabet. Forrige weekends resultat i Canada løftede Corvette-duoen en position frem til 5. pladsen, mens 2. pladsen på Lime Rock sender dem helt op på en 3. plads i kørernes stilling.

Også en anden dansker var i kamp på Lime Rock i weekenden, nemlig Christina Nielsen, som dog havde en skuffende oplevelse, da hun under løbet blev påkørt af en prototype. Kollisionen gav skader på den røde Ferrari, som måtte repareres i pitlane, og det kostede omgange for Nielsen og medkøreren Alessandro Balzan, som sluttede på en 11. plads i GTD-klassen.


(Foto: Richard Prince)

Og nu til Copenhagen Historic Grand Prix
Næste opgave for Jan Magnussen og Corvette Racing bliver 8. afdeling af IMSA WeatherTech SportsCar Championship, som afvikles på Road America nord for Chicago den 5.-7. august.

Forinden skal Jan Magnussen dog på opgave for sit danske team, Magnussen Racing Experience, når 4. afdeling af Danish Thundersport Championship løber af stablen i forbindelse med motorfestivalen Copenhagen Historic Grand Prix. Dette sker allerede i denne uge, nemlig i weekenden 30.-31. juli.


(Foto: Richard Prince)

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Lime Rock
  • 23/07/16 - Lime Rock - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde