FIA WEC   18/06/16

Jan Magnussen klar til udfordringer i Frankrig
World Endurance ChampionshipStrategi og lidt held skal sikre sejren for Jan Magnussen, som starter bagerst i feltet til årets udgave af 24-timersløbet på Le Mans. Det amerikanske Corvette-team skal kæmpe for sejr nummer 100.

Der venter Jan Magnussen noget af en udfordring i årets udgave af 24-timers Le Mans. Efter en mislykket kvalifikation starter danskeren bagerst i den 14 biler store GTLM Pro-klasse lørdag eftermiddag.


(Foto: Jan Magnussen Racing / Richard Prince)

Vi har slet ikke den fart, som vi regnede med. Især Ford og Ferrari har til gengæld vist sig hurtigere, end de var til den officielle test for to uger siden, så det er noget af en udfordring, der ligger foran af os nu, lyder det fra Jan Magnussen.

Helt konkret manglede Magnussens Corvette C7.R næsten syv sekunder for at matche den hurtigste bil i LM GTE Pro-klassen, en Ford GT fra Chip Ganassi Team USA.

Kvalifikation i monsunregn
De hurtigste tider blev sat i onsdagens kvalifikation, og selv om Corvette Racing forsøgte at forbedre tiden ved at lave nogle ændringer på bilens setup, lykkedes det aldrig at øge farten. Torsdagens kvalifikationssessions var nemlig præget af voldsomme regnskyld.

– Vi kan muligvis hente et sekund, måske mere. Men det er gætterier, for vi fik aldrig mulighed for at teste ændringerne på gund af vejret. Vi er allesammen enige om, at de justeringer, vi har lavet, er et skridt i den rigtige retning, forklarer Jan Magnussen.


(Foto: Jan Magnussen Racing / Richard Prince)

– Vi må erkende, at vi ikke føler os så forberedt, som vi kunne have været. Noget har ændret sig siden testen, om det er bilen eller banen ved vi ikke. Sådan er det desværre nogle gange. Nu ser vi fremad og fokuserer på løbet og får det bedste ud af det.

Straffet for manglende omgange
Jan Magnussen, Antonio Garcia og Ricky Taylor indkasserede Pro-klassens dårligste tid, og trekløveret fik derfor en startplacering sidst i feltet. Senere blev Corvette-holdet smidt helt ned bagerst på startgridden, da det kom frem, at Corvette C7.R #63 ikke nåede at gennemføre det minimale antal omgange under aftentræningen.

Et plaster på såret var dog fredagens udmelding fra Le Mans-organisationen, ACO, som med de såkaldte Balance of Performance-reguleringer forsøger at skabe jævnbyrdig konkurrence mellem teams.

Organisationen straffede ellers Corvette Racing efter Le Mans-testen, men med ekstra vægt og et lavere turbotryk er det nu Ford og Ferrari, som mærker Balance of Performance. Samtidig fik både Corvette og Aston Martin en større restriktor fredag eftermiddag, hvilket øger antallet af hestekræfter.

– Som tingene så ud før de her ændringer, kommer vi til at mangle mellem to og tre sekunder i forhold til de hurtigste i Pro-klassen. Det betyder, at vi skal være forsigtige med, hvor vi satser, og hvor vi tager chancer, siger Jan Magnussen.

Skal vinde fra bageste række
– Måden vi kan vinde det her løb, er at køre fejlfrit og så håbe på, at konkurrenterne får problemer undervejs. Når det er sagt, så er Le Mans et meget langt løb. Sidste år startede vores søsterbil også bagerst i feltet, og dén endte altså med at vinde. Alt kan ske på Le Mans.


(Foto: Jan Magnussen Racing / Richard Prince)

Jan Magnussen, Antonio Garcia og Ricky Taylor stiller op i Corvette C7.R #63 i LM GTE Pro-klassen, mens teamkammeraterne Oliver Gavin, Tommy Milner og Jordan Taylor er besætningen på Corvette C7.R #64. Af andre danskere på Le Mans er også Michael Christensen i en fabriksstøttet 911, mens Nicki Thiim og Marco Sørenden jagter sejren med deres Aston Martin Vantage.

I LM GTE Am-klassen er danske Formula Racing med Mikkel Mac, Christina Nielsen og Johnny Laursen på banen med en Ferrari 458 italia, mens David Heinemeier Hansson stiller til start i en Porsche 911 fra Proton Competition

Kæmper for sejr nummer 100
Corvette Racing har vundet otte Le Mans-sejre siden det amerikanske fabriksteam deltog for første gang i 2000. Hvis teamet sikrer sig den niende sejr i denne weekend, bliver det samtidig løbssejr nummer 100.

JAN MAGNUSSEN RACING


Læs mere om:
  • Le Mans
  • 19/06/16 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde