Rally   14/06/16

Rally Team Mejer: Kurt Mejer på podiet – Heino Mejer udgået
Lørdag den 11. juni blev Rally Sønderjylland kørt i området omkring Gråsten. Løbet talte som tredje afdeling af Mini Rally Syd – turneringen, samt anden afdeling af det danske mesterskab i mini rally.

Med rallycentrum ved Gråsten Landbrugsskole, startede det 156 km lange rally ud på områdets smalleste og mindste biveje.

Kurt Mejer havde fået bilen rettet op igen efter mødet med en lygtepæl i Sulinger Rallye i Tyskland for fem uger siden.
Kurt Mejers faste co-driver, Vagn Åge Hansen var forhindret i at deltage denne gang, så Kurt Mejer havde fået Steen Bøgelund fra Vejle med i højre sædet.
Steen Bøgelund har tidligere vikarieret hos Kurt Mejer når der har været en co-driver på mangellisten. Samarbejdet i bilen gik godt, som forventet, og da Rally Sønderjylland var slut, kunne Kurt Mejer og Steen Bøgelund stille sig øverst på podiet, med en klassesejr.


Kurt Mejer og Steen Bøgelund på vej mod klassesejren i Rally Sønderjylland
(Foto: Allan Post Christiansen)

”Det var et meget krævende rally med stort frafald af biler. Vi fik hurtigt en god rytme i bilen, og jeg mærkede ikke at jeg havde en vikar i højre sædet.
Førstepladsen betyder at vi nu ligger på en 2. plads i den historiske klasse i Mini Rally Syd turneringen, og en delt 1. plads i kampen om det danske mesterskab i mini rally. Vi kan kun være tilfredse” udtaler Kurt Mejer.

Heino Mejer og Bo Mølgaard stillede op for at forsvare deres aktuelle førsteplads i både Mini Rally Syd og det danske mesterskab i mini rally.
På prøve 1 havde vi hurtigste tid af de biler der kom igennem. Desværre blev prøven afbrudt ca. midtvejs af en afkørsel.

På prøve 2 skulle der køres aggressivt. Det blev der i den grad, og i en nedbremsning til en chikane gik det lidt for hurtigt.
Heino Mejer: ”Vi bremsede få meter for sent, og ramte en vandtønde i en chikane. Desværre fik vi, på grund af påkørslen, et teknisk problem med en slange til turbo og intercooler og kunne ikke fortsætte løbet.
Uheldet til trods, ligger vi stadig på en delt 1. plads i det danske mesterskab i mini rally i vores klasse, og på en 1. plads i Mini Rally Syd turneringen”.

Begge mandskaber ser nu frem til de kommende udfordringer.

I den kommende weekend, lørdag 18. juni deltager Kurt Mejer og Vagn Åge Hansen i Autosoft Vechtdalrally i den østlige del af Holland.

Autosoft Vechtdalrally er 3. afdeling af West Euro Rally Cup, som Kurt Mejer deltager i for 3. år i træk. De tidligere år er det blevet til en 1. plads i cup’en i 2014, en 2. plads i cup’en i 2015, og de ligger nu på en 5. plads efter de første to afdelinger. En afkørsel i 2. afdeling betød nul point på kontoen, så der skal kæmpes hårdt i de kommende fire afdelinger i henholdsvis Holland, Tyskland, Sverige og Danmark, for at få endnu en samlet topplacering.
”Vi er dog ved godt mod, og skal nok holde speederkablet stramt i de sidste fire afdelinger” siger Kurt Mejer. ”Vi ved jo at farten er der når alt fungerer og vi undgår afkørsler og tekniske problemer. Vi er godt forberedte” slutter han af inden de sidste forberedelser til turen til Holland.

For Heino Mejers vedkommende bliver næste deltagelse i Rally Vestsjælland den 25. juni.

Rally Team Mejer

Viggo Johansen
rallypics.dk


Læs mere om:
  • Heino Mejer
  • Kurt Mejer

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde