Danish Supertourisme Turbo   12/06/16

Nymark udfordrer for alvor Nykjær
To må deles om tronen i dansk motorsports nye superklasse. Det blev en kendsgerning på norsk grund. Kia-køreren Michel Nykjær fra Team Prego Racing fører OK MOBIL 1 DST, og han har kørt en rigtig flot weekend på Rudskogen. Nykjær viser virkelig sin ubestridte klasse. Men det er altså Frederik Nymark fra familie-teamet Nymark Racing, der lige her og nu er den hurtigste af de to.

I finalen kom den førende Michel Nykjær bedst fra start, mens Frederik Nymark tabte en placering til Ole Petersen fra Team Prego Racing. Men Nymark kom undtagelsesvist helt problemfrit forbi sin sønderjyske ærkerival. Han var dog et godt stykke efter Nykjær, der lignede én, der ville køre endnu en finalesejr sikkert hjem.

Der ser dog ud, som om den unge Hadsten-kørers samarbejde med 2015-mesteren Michael Outzen nu virkelig giver resultat. Nymark er blevet mere aggressiv i sin kørsel og er blevet klogere, når racet bliver tæt. Lige godt 10 minutter inde i finalen var det så Nymark, der dukkede først ud af et sving, og han kørte sin førsteplads sikkert over stregen.

Der var ganske enkelt mesterklasse over den duel, og Nymark udfordrer nu for alvor Nykjær.

Ole Petersen lå på en 3. plads, og igen var han køreren, der havde en supertourisme-hale efter sig. Han og Kevin Rossel, Jesper Egebart og Mikel Bang Johnsen bød virkelig op til close race. Det var fremragende reklame for Danish Supertourisme Turbo.

Mikkel Bang Johnsen kørte sit hidtil bedste løb og kom faktisk i mål som nr. 3, men han blev idømt en tidsstraf på fem sekunder, og det sendte aalborgenseren tilbage til en 6. plads. Han havde fortjent bedre.

I stedet blev det Kevin Rossel fra Rossel Racing, der fik den tredje plads på podiet, mens Ole Petersen i sidste ende måtte nøjes med en 4. plads.

Henrik Jansen fra Roskilde Racing Center viste igen, at han i denne sæson vil være oppe blandt de hurtigste, og han blev nr. 5.

Jesper Egebart var oppe og snuse til 3. pladsen, men så fik han problemer med bilen og faldt tilbage på 7. pladser lige foran Frederik Vodder fra Roskilde.

Fynboen Martin Vedel Mortensen, der er den tredje kører i team Prego Racing, har endnu ikke fundet den samme speed som inden det alvorlige crash på Ring Djursland, men med en 9. plads kom han dog i den eftertragtede top-10, der havde den kørende teamchef Alex Stubberup Frederichsen på 10. pladsen.

For superklassen blev det en forrygende weekend i Norge, og OK MOBIL 1 DST viste endnu engang ypperlig race. Feltet går nu på sommerferien. Den varer til den anden weekend i august, hvor klassen fortsætter serien på Ring Djursland.

Og mesterskabet er på ingen måde afgjort. Michel Nykjær har en flot føring, men han får intet forærende, og Frederik Nymark har nu kørt sig ind i det lille, eksklusive selskab af mesterskabs-favoritter.

Poul Erik Thomsen

Danish Supertourisme


Læs mere om:
  • Rudskogen Motorsenter
  • 12/06/16 - Rudskogen Motorsenter - Danish Supertourisme Turbo

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk