DTC   08/06/16

Travl periode for Martin V. Jensen og Nicholai Eberhard
DTC - Danish Thundersport ChampionshipHM Racing har travlt i denne tid. Teamet står lige nu midt mellem to afdelinger af Danish Thundersport Championship, hvor de to kørere Martin V. Jensen og Nicholai Eberhard dels har været i aktion, dels skal i aktion. Løbet, som parret i de to Chevrolet Camaroer har lagt bag sig, var Classic Race Aarhus, og løbet, som kommer, er den årlige visit på Ring Djursland.

”For mit vedkommende var Classic Race Aarhus lige efter bogen,” fortæller Martin V. Jensen, der sluttede finalen som nummer fem og blev bedste U21-kører i alle tre løb, der blev kørt. ”Jeg havde ikke regnet med det, men jeg havde håbet på det. Mit mål var, at jeg skulle være indenfor top 5, og det må vise sige, at vi indfriede. Bilen kørte godt, og det gik op i en højere enhed og det var fantastisk.”


Martin V. Jensen havde en god weekend ved Classic Race Aarhus
(Foto: HM Racing)

Men løbet i de århusianske gader udløste mere end en femteplads i finalen. I det andet af de to forudgående kvalifikationsheat blev det til en tredjeplads. Endda en meget sikker tredjeplads for Martin V. Jensen.

”Jeg fik faktisk en god start både i heat 1 og i heat 2, men i heat 2 spillede bilen bare,” siger han. ”Jeg fik en god start og det var bare med at presse på og få slået et hul. Det fik jeg gjort. Jeg kunne ikke helt hente Michael Markussen og Jan Magnussen, som lå foran, så det gjaldt om at spare dæk og bremser. Vi havde en periode med safety car, men efter den forlod banen igen, slog jeg atter hul, så det var fint.”

Knapt så fint gik det for Nicholai Eberhard, der havde en weekend til glemmebogen. En tolvteplads var det bedste resultat, han kunne fremvise.

”Jeg havde mistet noget af træningen, og så var jeg faktisk lidt bagefter resten af weekenden,” fortæller han. ”Noget af det, vi ikke havde nået at prøve af i træningen, måtte jeg gøre i tidtagningen, og da jeg så endelig var ude på den omgang, hvor jeg skulle sætte tiden, gik bilen i stå. Den dårlige tidtagning gjorde, at det var svært at komme op gennem feltet i de tre løb.”

”Teamet gjorde en god indsats for at forbedre min bil gennem weekenden, og selv om jeg fik en påkørsel i finalen, kunne jeg gennemføre uden de store skader. Teamet havde denne gang 200 gæster, og det var rart at kunne give dem en god oplevelse og noget af heppe på.”


Nicolai Eberhard håber at kunne gentage de gode resultater fra sidste års løb på Ring Djursland
(Foto: HM Racing)

I den kommende weekend gælder det så tredje afdeling af Danish Thundersport Championship. Den køres på Ring Djursland – en bane, hvor Nicholai Eberhard havde en rigtig god løbsweekend i 2015 med bl.a. en tredjeplads i et af løbene.

”Sidste år gik det helt fint på Ring Djursland, men det gik også fint for mig på Jyllandsringen,” siger Nicholai Eberhard. ”Jeg håber på, at vi kan tage nogle af de gode takter med derfra og give den fuld gas inden sommerferien.”

HM Racing


Læs mere om:
  • Martin V Jensen
  • Nicholai Eberhard
  • Ring Djursland
  • 12/06/16 - Ring Djursland - DTC

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde