Danish Endurance Championship   12/05/16

Kampen om årets langdistancemesterskab starter lørdag
DEC - Danish Endurance ChampionshipFørste afdeling af Danish Endurance Championship køres på Ring Djursland
Lørdag skydes kampen om årets mesterskab indenfor langdistanceracing i gang. Det sker på Ring Djursland, der holder sit åbningsløb, og her køres den første af i alt fem afdelinger i Danish Endurance Championship. Over fire timer skal 15 hold kæmpe om at tilbagelægge flest mulige omgange, hvor der ind imellem er indlagt obligatoriske pitstops for tankning og skifte mellem kørerne.

Feltet er inddelt i tre klasser, og i klasse 3 – der betegnes som den hurtigste – bliver der rigtig Le Mans-stemning. Fire af de deltagende biler er nemlig åbne, tosædede prototyper, hvor chaufføren sidder under åben himmel.


JXA Racing vender tilbage til Danish Endurance Championship med deres Peugeot Spider

Tre af prototyperne er identiske Peugeot Spider-racere, som indsættes af tre forskellige teams, Legend Motor Co., JXA Racing og Jensen Auto. Legend Motor Co. var det af de tre teams, som klarede sig bedst i 2015, hvor det lykkedes Nicolaj Spiegelhauer/Dan Träger, Greve/Lejre, at vinde et af sæsonens løb og tage en podieplacering i et andet, mens det også lykkedes JXA Racings Jes Hedegaard Andersen/Allan Olsen, Vallensbæk/Holbæk, at komme på podiet. Et nyt indslag blandt prototyperne er den Radical SR8, som Kristian Jepsen, Århus, har tilmeldt. Sidste år kørte han Porsche 911 sammen med Johan Blach Petersen/Jan B. Sørensen, Århus/Thisted, men i år står den på en åben sportsvogn med V8-motor – en bil, der helt sikkert vil være at finde i den forreste ende af feltet på Ring Djursland.

En anden spændende nyhed i klasse 3 er den Seat Leon, som Holmgaard Motorsport stiller op med. Bilen har en fortid i den internationale standardvognsserie TCR, og det er trioen Magnus Bomholt Holmgaard/Jonas Hegner Rasmussen/Roy Edland, Aalborg/Aalborg/Norge, som skal køre bilen. De to danskere har et par sæsoner i klasse 1 på bagen, mens Roy Edland tidligere har vundet løb i klasse 3.


Denne Seat Leon TCR bliver en af nyhederne i årets Danish Endurance Championship, hvor den køres af Magnus Bomholt Holmgaard/Jonas Hegner Rasmussen/Roy Edland

Deltagermæssigt er klasse 2 den største klasse ved sæsonpremieren i Danish Endurance Championship, og ligesom tidligere sæsoner er der lagt op til en duel mellem teams, der enten bruger den bundsolide Renault Clio III eller den nyere Peugeot RCZ. Hidtil har HM Motorsport med Jens Erik Hansen/Jens Henrik Hansen, begge Havdrup, været ene om at køre i Peugeot RCZ-modellen, men i år får de følgeskab af Nils Kvorning/Kenneth Jensen, Viborg/Langå. Sidstnævnte mandskab har samlet vundet fire individuelle mesterskaber i Legend Car-klassen, og nu skal de for første gang prøve kræfter med langdistancerace.

Løbsstart er planlagt til lørdag formiddag klokken 10.40, og det ternede flag svinges klokken 14.40.

Driftsforeningen Padborg Park

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 14/05/16 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde