SuperCup   20/04/16

Yokohama SuperCup starter sæsonen på Jyllandsringen
Yokohama SuperCup tyvstartede lørdag den 26. marts med en testdag på Padborg Park, men den egentlige sæsonstart bliver på Jyllandsringen den 23. – 24. april, og det i selskab med bla. DTC og Kevin Magnussen.

Klassen har fastholdt næsten hele reglementet fra 2015, dog med den ændring at bilerne nu må have op til 250 hk frem for 235 hk i 2015. Det bliver dog et absolut fåtal af biler der kommer til at kunne udnytte dette, for skal man op på de 250 hk, så skal bilen veje minimum 1325 kg, hvis den har turbo, og minimum 1225 kg hvis det er en sugebil, og det er primært de meget nye biler der vejer så meget.

Mesteren fra 2015, Kim Lund Johansen, vil i år forsvare sit mesterskab, og det bliver i vinderbilen fra 2015. Kim er noget af det nærmeste man kommer en ”vanevinder” i dansk banesport, da han har vundet 6 mesterskaber i forskellige klasser over de seneste 9 år, så det bliver spændende om han tager sit syvende DM i 2016.


Kim Lund Johansen og Lasse M. Sørensen er to af favoritterne til titlen i år
(Foto: Keld Dohm)

Umiddelbart så er de to største udfordrere til titlen nok den unge Lasse M. Sørensen i Opel Astra, og Jakob Borum i Honda Integra. Opel Astraen er netop en af de biler der kommer til at nyde godt af at den må have lidt flere HK. I 2015 var det tydeligt, at den havde svært ved at følge med på langsiderne, så med 10-15 hk ekstra kan Lasse blive rigtig farlig oppe i front af feltet. Jakob Borum har skiftet den gamle Honda Integra DC2 ud med en nyere Honda Integra DC5. I den gamle var Jakob ofte med helt fremme, men det kneb med stabiliteten i den aldrende bil, så nu bliver det spændende dels om den nye bil er lige så hurtig som den gamle, og dels om stabiliteten er bedre.

Åbningsløbet bliver også til et gensyn med Allan Kristensen, der kørte i volden på Ring Djursland tilbage i august måned 2015. Et uheld der holdt Allan ude af motorsport resten af sæsonen, men nu er han klar igen. Allan kører i den samme Seat Ibiza som i 2015, og med den opadgående formkurve han viste der, kan det blive spændende at følge om han kan komme helt frem til podiepladserne igen.

Der er kommet en del nye til klassen i år, og de vil naturligvis gøre hvad de kan for at drille de etablerede i klassen, og selv komme op i front.

Tidsplanen for Yokohama SuperCup ser således ud (med forbehold for ændringer):
Lørdag den 23. april kl 11:15: Tidtagning
Lørdag den 23. april kl 16:30: Heat 1
Søndag den 24. april kl 10:30: Heat 2
Søndag den 24. april kl 13:20: Heat 3

Og husk kan du ikke komme på banen selv så kan du følge med på TV på TV 2 Sport fra kl 12:00 søndag den 24. april.

Yokohama SuperCup, www.supercup.dk

Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 24/04/16 - Jyllandsringen - SuperCup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk