ELMS   17/04/16

Stærkt resultat i hård sæsondebut
Ved sæsonpremieren på European Le Mans Series (ELMS) på Silverstone i England kørte Morten Dons sig selv og RLR Msport-teamet til en ottendeplads i LMP3-klassen efter en hård og vejrmæssigt udfordrende løbsweekend.


(Foto: Xynamic Automotive Photography)

Sammen med medkøreren, britiske Ossy Yusuf, viste vestjyden allerede under fredagens træninger gode takter, og selv under omskiftelige vejrforhold var der godt med fart i den hvide Ligier JS P3-racer.

Kvalifikationen var imidlertid besværliggjort af en regnvåd racerbane, kombineret med kun ti minutter til at sætte den hurtige omgangstid:

- Jeg havde reelt set kun to omgange til at sætte en hurtig tid, og på begge omgange blev jeg bremset af langsommere biler foran mig, fortæller Morten, der dog formåede at køre 12. hurtigste omgangstid ud af de 20 tilmeldte LMP3-biler.

- Det er ikke helt der, vi gerne ville starte løbet, men løbet varer trods alt fire timer, så det burde være muligt at hente lidt af det tabte.


(Foto: Xynamic Automotive Photography)

Lørdag middag stod det meste af ELMS-feltet med næsen i sky for at få et hint om, hvilken retning vejret ville gå. Det snevejr (!), som om morgenen truede afviklingen af selve løbet, forsvandt i løbet af formiddagen, men helt frem til løbsstart var det usikkert om løbet ville blive afviklet i regn eller solskin.

- Vi besluttede i teamet at tage det sikre valg; en kombination af regn- og tørvejrssetup, for på den måde ville bilen være til at køre uanset forholdene. Havde vi ramt forkert, ville vi ikke have haft en chance mod de andre - omvendt kunne vi nok havde gjort det endnu bedre med det helt rigtige setup.

Teamkammeraten, Ossy Yusuf, startede løbet i bilen, men fik sendt bilen i spin netop som starten gik. Heldigvis skete der ikke noget med bilen, men briten måtte kæmpe sig tilbage fra sidstepladsen. Da bilen blev overdraget til Morten efter godt to timers kørsel, var det på en 12. plads i klassen.

Flere konkurrenter fik problemer undervejs i løbet, mens Morten kørte stabile og hurtige omgangstider - reelt blandt de tre hurtigste kørere i feltet. Ved det næste pitstop, cirka en time inden løbets slutning, var bilen på 10. pladsen, og yderligere to placeringer blev altså hentet i løbet af de sidste 60 minutter.


(Foto: Xynamic Automotive Photography)

- Vi kunne godt have sluttet på syvendepladsen, men forruden var med en halv times tid tilbage mere eller mindre umulig at se ud af, så jeg måtte køre i pit for at få lidt udsyn.

- Når nu vi reelt startede løbet bagerst efter Ossy's spin, så tror jeg ikke at vi har nogen grund til at være utilfredse. Vi havde farten til at slutte længere oppe, men sådan blev det ikke i dag. Det overordnede mål for teamet var en tiendeplads eller bedre - og det lykkedes.

- Ossy gjorde et flot stykke arbejde denne weekend. Han var lidt nervøs efter starten, men han fandt et rigtigt godt niveau og kørte pæne, stabile tider under ret udfordrende forhold. Jeg er sikker på at vi har en stærk kørersammensætning og et virkelig sejt team bag os, så vi skal nok komme længere op!

Næste opgave for Morten Dons er i den kommende weekend, hvor han debuterer i den hjemlige Mascot DTC-klasse.

Morten Dons Racing

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Silverstone
  • 16/04/16 - Silverstone - ELMS

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk