24H Series   07/04/16

Topplacering ved udfordrende 24 timers-debut
Morten Dons deltog i weekenden i karrierens første 24 timers-løb på Silverstone-banen i England. Her kunne Struer-køreren køre bilen i mål på en flot andenplads i sin klasse.


(Foto: Morten Dons Racing)

Løbet blev kørt sammen med danske Scangrip Racing i en BMW 335i med lige under 400 hestekræfter. Teknologisk set et pænt stykke fra den prototype-racer, Morten kører i den Europæiske Le Mans Serie, men alligevel var der god mening med deltagelsen:

– Jeg har ikke tidligere kørt et 24 timers-løb, så et af mine mål for i år har været at få mere erfaring med at køre racerløb i mørke. Det er ikke meget, man kan se, når man kommer blæsende med over 200 km/t på en helt mørk racerbane, så det kræver nogle helt nye ting af mig.

Derudover vender Morten tilbage til netop Silverstone allerede om to uger, når European Le Mans Series har sin sæsonstart på banen. Det sker i øvrigt sammen med World Endurance Series, der ligeledes starter sæsonen op i England.


(Foto: Morten Dons Racing)

Det var ikke en problemfri løbsweekend for teamet, der udover Morten Dons også talte to andre danskere; teamejer Niels Borum og Supertourisme-talentet Frederik Nymark. Teamets amerikanske kører, Ace Robey, kom ikke til start på grund af problemer med hans racerlicens, og under træningen opstod der problemer med bilens motorstyring, hvilket betød at Morten kørte de fleste af sine træningsomgange med begrænset motorkraft.

– Det er selvfølgelig hvad der kan ske, men forud for et 24 timers-løb er det ærgerligt ikke at have tid til at se nærmere på opsætningen af bilen. Tiden blev i stedet brugt på at få bilen til at virke – men vi måtte stille til start uden fungerende ABS eller traction control på bilen, fortæller Morten Dons.

“It always rains at Le Mans” er et gammelt udsagn, der sjældent har været forkert. Det ville vise sig at ordsproget også gjaldt for Silverstone. Kort efter at Morten ved 20-tiden satte sig bag rattet i BMW’en, begyndte dråberne at falde over banen. Først som støvregn, og senere som deciderede regnbyger.

Efter et flot to-timers stint, hvor Morten kørte hurtige og stabile omgangstider, overtog Maurice O’Reilley bilen. New Zealænderen valgte efter blot en halv time at køre i pit og forlade bilen, da han ikke følte at han kunne se ordentligt i mørket.

– Maurice besluttede at køre til sit hotel og sove natten over, da han ikke følte at han kunne se vejen ordentligt på grund af kombinationen af regn og mørke. Det betød at Frederik (Nymark, red.) og jeg måtte skiftes til at køre natten igennem, hvor vi begge lå og kørte meget konkurrencedygtige omgangstider under ret svære forhold.


(Foto: Morten Dons Racing)

I flere perioder var den danske BMW blandt de absolut hurtigste biler på banen, og Morten fik i alt kørt seks timer med stabile og hurtige omgangstider i løbet af natten. Det sidste stint mellem 5 og 7 om morgenen var hårdt:

– Det sidste stint var slemt. Jeg kunne godt mærke at jeg begyndte at være lidt træt efter at have sovet i omkring et kvarter i løbet af natten, men det var mest øjnene som blev udfordret. En blanding af regn, tåge og mørke satte virkelig synet på prøve, så det var rart da lyset begyndte at komme tilbage, siger Morten, som dog ikke var færdig i bilen.

Efter et par timers søvn bag i teamets lastbil sad Morten igen bag rattet. I nattens løb havde han sammen med Frederik kørt bilen fra en ottendeplads i A3-klassen til at være med i kampen om andenpladsen – og dén placering skulle jagtes.

Løbets sidste timer blev derfor kørt af Morten og Frederik, og med sikker kørsel lykkedes det at holde andenpladsen til mål. Generelt rakte kørslen til en syvendeplads, som bedst placerede danske team. Det var Morten som fik æren af at køre bilen over målstregen for sidste gang:

Det har været en stor oplevelse for mig at køre et 24 timers-løb, og ikke mindst at få lov at køre det sidste stint, fortæller Morten Dons, som udover en pokal til samlingen fik en masse lærdom med hjem til Struer:

– Det at køre så langt et løb kræver mange forskellige elementer, og det er for alvor vigtigt at forberedelserne er i orden, når man skal køre i 24 timer. Vi måtte spare på dæk og benzin uden at gå på kompromis med omgangstiderne, og det stillede strenge krav til kørestilen. Det var udfordrende og sjovt!


(Foto: Morten Dons Racing)

Om kun halvanden uge går turen tilbage til Silverstone, hvor Morten og resten af deltagerne i European Le Mans Series kører sæsonens første løb. Og her er forventningerne høje:

– Den korte version er “Vi kommer for at vinde i P3-klassen”. Jeg føler mig i topform, og jeg ved at mine to medkørere kender banen ud og ind. Teamet er et skoleeksempel på britisk professionalisme – så jeg tror på at vi kan gøre det.

Morten Dons Racing
www.mortendons.com


Læs mere om:
  • Morten Dons
  • Silverstone
  • 03/04/16 - Silverstone - 24H Series

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde