Diverse   01/04/16

Jan Magnussen bag nyt dansk cykelhold
Den 4-dobbelte Le Mans-vinder og tidligere Formel 1-kører satser nu på de tohjulene uden motor. Magnussen Spinning Experience skal op på den store klinge og dyste med de bedste

Mens karrieren som racerkører stadig fylder kalenderen op de fleste weekender af året, løfter Jan Magnussen nu sløret for et nyt projekt, hvor kravene til succes involverer hverken benzin eller motor.

- Magnussen Spinning Experience er navnet på vores nye cykelhold, og ligesom med DTC-teamet har vi store ambitioner, lyder det fra den stolte stifter.

Det storstilede projekt er stadig i en indledende fase, og man skal først nu til at ansætte dygtige ryttere, der kan være med til at cykle holdet helt op blandt de bedste. Jan Magnussen erkender, at han også mangler teknisk mandskab, da planerne om at bruge mekanikere fra sit andet team, Magnussen Racing Experience, ikke gik som ønsket.

– Gutterne løb så langt, de kunne, da jeg sagde, at vi nu også skulle til at skrue på cykler. Men nu har jeg fanget dem igen og lovet at ansætte nogle franske typer, der går mere op i den slags, siger Jan Magnussen.

Cykelsportens Le Mans

Ideen til Magnussen Spinning Experience er opstået under et nyligt besøg hos den danske producent af keramiske kuglelejer til blandt andet cykelsporten, CeramicSpeed, som har base i Holstebro.

– Jeg erkender, at jeg aldrig har fulgt særligt meget med i cykling. Men der er altså sket en kæmpe udvikling indenfor racercykler, og alle, der kender mig ved, at sådan noget med teknik tænder mig helt vildt, lyder det fra Magnussen.

– Samtidig er jeg konkurrencemenneske, og at drive et cykelhold er vel ikke så meget anderledes end at drive et DTC-team. Man skal i begge tilfælde have hjelm på, og så handler det om at komme først.

Omkring cykelholdets ambitioner har Jan Magnussen på nuværende tidspunkt ikke andre kommentarer, end at man naturligvis skal vinde Touren en dag.

– Det er jo cykelsportens svar på Le Mans, siger racerkøreren.

– Men vi starter lige med Roskilde Rundt.

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Magnussen Racing Experience

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk