Rally   30/03/16

48 mandskaber starter i årets Rally Grand Prix
Op mod 50 rallybiler kommer til start, når den 14. udgave af det traditionsrige AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix på lørdag finder sted i Munck Asfalts store grusgrav i Kongensbro langs hovedvej 26 mellem Århus og Viborg. Her skal de kæmpe om, hvem der er hurtigt, og hvem der tager sejren. Eller rettere sejrene, for deltagerne er delt op i syv forskellige klasser for at sikre en jævnbyrdig konkurrence.

Favoritter til at vinde må være Ib Kragh/Freddy Pedersen, Juelsminde/Borre, som starter i en Citroën DS3 R5 med turbomotor og firhjulstræk. For to år siden vandt Ib Kragh netop rallysprintet i grusgraven ved Kongensbro, og han håber på en gentagelse og føler sig godt forberedt. Før påske var han således til start i et hollandsk rally for at varme op.

Ib Kragh starter naturligt nok i klassen for de firhjulstrukne biler, hvor han bl.a. skal møde Torben Sørensen/Henrik Petersen, Randers/Hobro, og Jan Jacobsen/Jan Jønck, Gislinge/Holbæk. Men feltet ved AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix spænder meget vidt.


Ib Kragh (th) håber på at kunne gentage sin sejr fra 2014 ved AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix

Specielt to klasser tegner til at blive nervepirrende og spændende.

Den såkaldte klasse 5 tæller alle moderne tohjulstrukne rallybiler på over 1600 cm3, og der har været stor interesse for at kæmpe med om pokalerne. Intet mindre end 15 mandskaber har tilmeldt sig klassen, og det er på forhånd svært at pege på klare favoritter. John Frederiksen/Thomas Holm Hansen, Herlufmagle, kunne været et af dem i deres BMW E36 Compact. Kenneth Petersen/Finn Richardt, Svinninge/Bjæverskov, er et andet godt bud. Det samme gælder for Johnny Pedersen/Sina Hildebrandt, Uvelse/Tyskland.

Også klasse 4 for tunede biler op til 1600 cm3 tegner til at blive nervepirrende. Jesper Bisted/Arly Larsen, Horsens/Dianalund, Rasmus Sørensen/Heidi Knudsen, Stenløse/Egtved, og Jacob Jensen/Claus Kammersgaard, Broby/Grindsted, vil helt klart kæmpe med om klassesejren her, men de vil helt sikkert blive udfordret af Jacob Madsen/Line Lykke Jensen, Dianalund/Stenløse, som tidligere på året blev kåret som årets rallymandskab ved Dansk Motorsport Award.


Kenneth Petersen og Finn Richardt er blandt favoritterne i deres klasse

AutoPartner / Ans Kro Rally Grand Prix starter lørdag klokken 12.00 med præsentation af deltagerne i Munck Asfalts grusgrav, hvorefter der kæmpes imod stopuret i de efterfølgende godt fire timer. Inden da er det muligt at opleve deltagere ved en rallytest i tidsrummet fra klokken 9.00 til 11.00 på vejene ved Borre og Veggerslev.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Kongensbro
  • 02/04/16 - Kongensbro - Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk