Dansk Motorsport Award   05/02/16

Årets Bilsportskører kåret i Herning
Den danske Porsche-fabrikskører Michael Christensen blev torsdag d. 4. februar kåret som Årets Bilsportskører 2015.
Det skete ved Dansk Motorsport Award i Herning. Bag kåringen står en komite nedsat af Dansk Automobil Sports Union (DASU), bestående af unionens formand Bent Mikkelsen, formand for eliteudvalget Carl Christian Hansen, pressens repræsentant Morten Alstrup samt Tom Kristensen.

Michael Christensen var i 2015 blandt de dominerende kørere FIA World Endurance Cup for GT-kørere, hvor han sammen med sin medkører Richard Lietz vandt afdelingerne i Tyskland, USA og Kina. Danskeren deltog ikke i anden afdeling af mesterskabet, da han kørte løb i USA, og han måtte derfor ”nøjes” med en samlet tredjeplads i mesterskabet.

Med sin flotte kørsel igennem hele sæsonen cementerede Michael Christensen sin position hos Porsche, hvilket bl.a. betød, han fik chancen for at teste den VM-vindende prototype 919 Hybrid. Det er de færreste der tvivler på, at sjællænderen på et tidspunkt også får chancen for at deltage i denne bil.

Michael Christensen er 25 år og tilhører dermed den meget lovende generation af unge danske topkørere, der vil præge international bilsport i mange år frem.

Michael Christensen er en gang tidligere kåret som Årets Bilsportskører (i 2009).


Michael Christensen på sejrspodie på Circuit of the Americas i USA efter VM-sejr i 2015
(Foto: Porsche AG)

Video fra Tom Kristensen – del af jury, der har kåret Michael Christensen som Årets Bilsportskører.

Fotos fra awardshow er tilgængelige på DASU’s Flickr-konto.

DASU Hæderspokal
For kun tredje gang i historien uddelte DASU den særlige Hæderspokal. Det er racerkører John Nielsen, der modtog pokalen for at markere, at han i 2015 kunne fejre 25-års jubilæum for sin sejr på Le Mans i 1990 for Jaguar. Sejren var den første for en dansk kører og var startskuddet på den fantastiske udvikling, dansk bilsport har gennemgået siden. I en karriere der strakte sig over mere end 40 år vandt ”Super John” endvidere en lang række andre løb og mesterskaber; bl.a. sejr i Daytona 24 Hours i 1988.

DASU Hæderspokal er tidligere tildelt Tom Kristensen og Jørn Rasmussen. Den blev overrakt af DASU’s generalsekretær Ture Hansen.

Talentpriser
Formanden for DASU’s eliteudvalg, advokat Carl Christian Hansen, uddelte under middagen unionens traditionelle talentpriser

Årets Talent – asfaltbane
Årets Danmarksmester i Formel Ford Mathias Smith modtog torsdag d. 4. februar prisen som Årets Talent på asfalt. Mathias startede karrieren som 10-årig i karting, hvor det blev til topplaceringer i juniorkategorierne. 2015 var den blot anden fulde sæson i Formel Ford, og efter et læreår i 2014 dominerede nordjyden mesterskabet i sidste sæson, hvor det blev til imponerende 22 podiepladser, heraf 13 på øverste trin.
Foruden motorsport dyrker Mathias også skisport på højt niveau.

Årets Talent – offroad
Ligeledes kåret af DASU’s banesportsudvalg er Oliver Hemmingsen (Herlufmagle) Årets Talent i offroadsporten. Som tredje generations folkeracer vandt Oliver U16-mesterskabet i Folkerace i sit første år i klassen, med fire finalesejre ud af syv mulige. Samtidig blev han nummer to til NGK Masters, et af Sveriges hårdeste folkeraceløb, hvor han kvalificerede sig til finalen med max-point.
Oliver Hemmingsen er 15 år, og medlem af Næstved Motor Klub (Auto). Fremtidsplanerne er et skifte til rallycross i 2016.

Årets Talent – karting
Bastian Buus fra Sdr. Bjert ved Kolding er af DASU’s kartingudvalg kåret til Årets Kartingtalent 2015.
Bastian har helt fra starten udvist stor seriøsitet for sin sport, hvilket bl.a. giver sig udslag i stor teknisk indsigt og forståelse for betydningen af fysisk træning.
I 2015 blev det til seks finalesejre i Cadett Junior, og sæsonen blev afsluttet med samlet sejr i kampen om Christian Bakkerud Talentpris. Næste sæson rykker sydjyden op i KF Junior.
Bastian er 13 år og medlem af Vojens Karting Klub

Höltzer-pokalen
ASK Hedeland uddelte traditionen tro Höltzer-pokalen, der i år blev tildelt Jan Magnussen.

Tidligere vindere af Årets Bilsportskører
Årets Bilsportskører - Årets Motorsportsmand 1967-2015

Forlaget Skandinavisk Motor Presse ved Arne Forsberg Clausen introducerede i 1967 titlen "Årets Motorsportsmand på 4 hjul og på 2 hjul". Denne kåring fortsatte til og med 1981. I 1994 besluttede DASU at genoptage denne tradition
1967, Tom Belsø, Volvo Amazon
1968, Gunnar Henriksen, BMW 2002
1969, Son Borch Christensen, Fiat 124
1970, Erik Høyer, Austin Cooper
1971, Else (nu Spiro) og Oluf Vester Kristensen, BMW 2002
1972, Steffen Sylvest, Ford Escort
1973, Leif Pedersen, NSU 1200
1974, Henrik Spellerberg, Van Diemen FF
1975, Jens Ole Kristiansen og Marianne Pedersen, Ford Escort
1976, Jac Nellemann, GRD F 3
1977, John Nielsen, Ralt F3
1978, Kurt Thiim, Hawke FF
1979, Poul V. Pedersen, PVP Kart
1980, Henrik Larsen, PRS FF
1981, Kris Nissen, Delta FF
1982-1993 ingen kåring
1994, Jan Magnussen, Dallara F3
1995, Jason Watt, Vector FF
1996, Harald Søndergaard og Jan Søndergaard, Toyota
1997, Henrik Lundgaard, Toyota
1998, Jan Magnussen, Stewart F 1
1999, Tom Kristensen, BMW LMR
2000, Tom Kristensen, Audi
2001, Michael Carlsen, Peugeot
2002, Tom Kristensen, Audi
2003, Tom Kristensen, Bentley
2004, Tom Kristensen, Audi
2005, Jan Magnussen, Chevrolet Corvette
2006, Casper Elgaard, BMW
2007, Martin Lissau, MRC
2008, Tom Kristensen, Audi
2009, Michael Christensen, Formel BMW
2010, Nicolaj Møller Madsen, Karting KF2
2011, Kevin Magnussen, Dallara F3
2012, Marco Sørensen, FR 3,5
2013, Tom Kristensen, Audi WEC
2014, Kevin Magnussen, McLaren F 1
2015, Michael Christensen, Porsche

DASU


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk