SportsCar Championship   01/02/16

Gyserafslutning på Daytona
Close but no Rolex. Jan Magnussen, Antonio Garcia og Mike Rockenfeller tabte til deres egne teamkammerater i en historisk tæt og nervepirrende afslutning på 24-timersløbet på Daytona.

Sejren var så godt som hjemme, og så alligevel ikke. I de sidste 20 minutter af 24 Hours of Daytona kæmpede Jan Magnussens Corvette C7.R med søsterbilen i det, der vil blive husket som en af de mest spændende, nervepirrende og underholdende afslutninger på det berømte løb.


(Foto: Richard Dole)

– Det var et crazy race! Fuldstændig vildt. Trak ikke vejret i 20 minutter, og så tabte vi. Men jeg er glad på teamets vegne. Corvette Racing satte i den grad standarden denne weeekend, lød det fra Jan Magnussen.

Danskeren måtte overvære løbets afslutning fra pitten, hvor et splittet teamcrew så de to søsterbiler kæmpe om den prestigefulde sejr. Et døgn tidligere var Magnussen første mand i den gule Corvette C7.R #3, som han startede på en 8. plads.


(Foto: Richard Dole)

Jan Magnussen var i bilen tre gange under 24-timersløbet, og alle gange afleverede han bilen tilbage på en topplacering.

– Jeg synes, vi kørte et ret optimalt løb, hvor det lykkedes os at holde os udenfor problemer og samtidig kæmpe med om placeringerne. Bilen var ikke optimal til at begynde med, men efter nogle justeringer fandt vi en god balance og kunne begynde at udnytte chancerne i den tætte trafik.

Trekløveret formåede at udkonkurrere selv de helt nye kompetanter fra Ford, BMW og Ferrari, og da solen efter en lang mørk nat endelig stod op over Daytona International Speedway søndag morgen, stod det klart, at de stærkeste biler i GTLM-klassen var to gule sportsvogne fra Corvette Racing.


(Foto: Richard Dole)

Teknisk fejl ødelagde sikker sejr
Men ingen havde forudset den familiefejde, som opstod i løbets allersidste minutter. Med knap to timer tilbage overtog Antonio Garcia bilen fra Mike Rockenfeller og fortsatte tyskerens gode takter. Garcia lagde sig helt i front, men blev så nødt til at pitte for et ekstra fuel-stop, hvilket høvle det ellers meget sikre forspring væk.

– En teknisk fejl betød, at vi pludselig fik alarm for lavt brændstofniveau, selvom der stadig var benzin i bilens tank. For at være på den sikre side, blev Antonio kaldt ind til en hurtig optankning, forklarede Jan Magnussen.

Efter Antonios allersidste pitstop havde søsterbilen med Oliver Gavin bag rattet taget føringen fra den eneste overlevende fabriks-Porsche, som også spanieren relativt nemt kom forbi, før han med 20 minutter tilbage af løbet begyndte at æde sig ind på sin teamkammerat.

– Antonio lukkede ret hurtig hullet til Gavin, og det eneste, vi tænkte på, var hvornår vi fik en teamordre. General Motors ville næppe satse en 1-2-sejr, fordi to kørere begge ville have et ur, lyder det fra Jan Magnussen.

– Eller det troede vi, men vi tog fejl. For pludselig kom meldingen, og den lød, at de bare skulle køre race!

Og det gjorde de så. Antonio Garcia gik flere gange til angreb på Oliver Gavin, som klogt lukkede dørene for spanieren. På ovalens langside lykkedes det dog Garcia at komme forbi og overhale sin teamkammerat ved ingangen til sving 1, men den meget sene nedbremsning betød, at Gavin med det samme slap udenom igen.


(Foto: Richard Dole)

Vandt med rekord-margin
Efter det dramatiske øjeblik skabtes et hul mellem de to kamphaner, men Antonio havde slet ikke givet op, og da de to brølende Corvetter passerede målstregen, skete det med den mindste margin i 24-timersløbets 54-årige historie – Oliver Gavin, Tommy Milner og Marcel Fassler vandt med blot 0,034 sekund!

– De gav alt, hvad de havde i sig, og det var både uhyggeligt nervepirrende, men også fantastisk befriende at overvære, lød det fra Jan Magnussen.

– Det var race, som race skal være! Lige til grænsen, men med respekt for hinanden. Begge kørere ville vinde, men de ville også have hinanden med hjem. Sejren er velfortjent, også selv om det ikke blev os denne gang.


(Foto: Richard Dole)

Med 2. pladsen på Daytona International Speedway er Jan Magnussen og Antonio Garcia kommet godt i gang med WeatherTech SportsCar Championship 2016 og holder nu en 2. plads i kørernes mesterskab. Sæsonens næste løb er 12-timersløbet på Sebring den 19. marts.

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Daytona
  • 31/01/16 - Daytona - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde