Formel Ford - DK   18/01/16

Et langdistanceløb der starter NU!
Målet er klart for Frederik Vesti - han skal være verdensmester i Formel 1!
Og JA, ambitionerne er høje men i denne branche skal man ikke ryste på hånden. Der er mange ting der skal gå op i en højere enhed for at nå målet, men hos Frederik er der ingen tvivl. Han skal nok nå sit mål.

Der er ikke sat nogen dato for hvornår målstregen nåes, men Frederik er først lige blevet 14 år, så der går jo en rum tid endnu.
Men Frederik er klar til at tage udfordringen op. Og undervejs gælder det om at lære mest muligt, på kortest mulige tid.

Da historiebogen for 2015 blev lukket i, var det med en brag. At slutte som vinder af WSK-Final Cup i sit første år på den internationale gokartscene - det må siges at være godkendt!

Nostalgisk racer forpligter
Og man kunne fristes til at snuppe en sæson mere i karting, bare for at vise at det ikke var en tilfældighed.
Og ja, der skal også køres gokart i 2016, men det er ikke første prioritet.
Frederik hopper ned i Kevin Magnussens gamle Formel Ford for at tage et stort skridt op ad stigen. Og det er klart det forpligter.
-Jeg har et slutmål der ligger langt forude. Man kan godt kalde det et langdistanceløb at nå til Formel 1. Men hvis man skal nå målet, gælder det også om ikke at hvile for meget på laurbærrene. Og hvis man ikke hele tiden søger sværere udfordringer, når man ikke målet. Det er Kevin Magnussen jo et godt eksempel på. Man skal presse sig selv hele tiden. Og jeg kan stå distancen, fortæller en selvsikker Frederik.


Det bliver denne motor der skal skubbe Frederik Vesti mod målstregen I 2016

Og derfor faldt valget på Formel Ford, hvor der er gode muligheder for at lære hvad det vil sige at køre en formel-bil.
Frederik skal dog også køre gokart i 2016.
-Det er mest for lige at holde sanserne skarpe. Formel Ford er jo en helt anden måde at køre race på. Men i gokarten lærer man at kæmpe i tæt infight og man skal kunne reagere ekstremt hurtigt. Og når der så ikke køres løb i Formel Ford, er det god træning at køre i gokarten, udtaler Frederik. Han har allerede været i Italien og teste med Forza Racing en gang i år, og skal afsted igen i slutningen af januar, for at teste og køre et enkelt løb. Man har valgt at fortsætte samarbejdet med det engelske team Forza Racing, hvor Frederik sluttede sæsonen med sejren i WSK Finalen. Og det forventer man sig meget af.

Klar besked til konkurrenterne
I Formel Ford skal Frederik være teamkammerat med Mikkel Höyer Glowanja. Og allerede nu er forberedelserne i fuld gang.
-Vi har et klart mål om at Frederik skal vinde klassen i første hug, og det gør man ikke uforberedt. Så allerede her kort inde i januar, har vi brugt rigtig mange timer på forberedelserne.

-De to kørere har allerede haft første testdag og fik kørt rigtig mange omgange. Nu er bilerne imidlertid skilt ad i atomer, og genopbygningsprocessen er i fuld gang. Og Frederik elsker at gå i værkstedet og være en del af det hele - det er ægte far/søntid, kommer det stolt fra Peter Vesti.
-Og man kan vel nu, med rette sige at det er en “Frederik Vesti-racer”, mere end det er Kevin Magnussens gamle racer. Og det forpligter I min optik endnu mere..!

Og folk der kender til Peter Vesti ved, at her bliver intet overladt til tilfældighederne. Han er en meget detaljeorienteret mand, og det er tydeligt at det smitter af på Frederik. Der er ikke en detalje på bilen som Frederik ikke kender til, eller har været med til at klargøre til sæsonen. Og det vil uden tvivl blive en fordel at både mekaniker og kører kender bilen ned til mindste detalje.


Pedalen til højre vil komme under pres i år

Frederik ved godt at der vil være hård konkurrence i Formel Ford-feltet i 2016, men det skræmmer ham ikke.


En tilfreds Frederik efter første test på Padborg Park.

Han og teamet er klar og beskeden til konkurrenterne er klar:
-Vi er fuldstændig klar, og vi har tænkt os at vinde..!

Frederik Vesti Presse – Dan Knudsen


Læs mere om:
  • Frederik Vesti

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk