ELMS   07/09/15

Suveræn sejr til det danske Ferrari-team i Frankrig
Historisk jubel hos Formula Racing, da det succesfulde danske Ferrari-team søndag tog sæsonens anden løbssejr i European Le Mans Series.
Sejren udbygger mesterskabsføring markant.

En enestående indsats sikrede søndag eftermiddag Formula Racing endnu en suveræn sejr i den benhårde europæiske Le Mans-serie. Med sejren udbygger det danske Ferrari-team deres mesterskabsføring markant.


(Foto: Peter May)

– Det er næste ikke til at tro, det her, lød det fra en lykkelig Mikkel Mac efter at have betrådt podiets øverste trin for anden gang i denne sæson.

Mikkel Mac vandt det fire timer lange racerløb sammen med Johny Laursen og Andrea Rizzoli. Løbet foregik på den sydfranske Paul Ricard-bane og var næstsidste afdeling i det populære europæiske mesterskab.

– Vi lagde en plan, og så gennemførte vi den. Alle, både kørere og teamcrew, leverede et perfekt stykke arbejde, lød det fra Mikkel Mac.

– Takket være en klog pitstrategi og en safetycar vandt vi næsten om en hel omgangs forspring, og så handlede det kun om at få bilen sikkert i mål, lød det fra Mikkel Mac.

Med et forspring på 19 point i mesterskabet er det danske Ferrari-team nu ekstra styrket i forhold til det afgørende finaleløb i Portugal i næste måned.

– Vi kan tage til Estoril med en rigtig god fornemmelse i maven, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.

– Alle leverede varen i dag. Johnny Laursen åbnede løbet med sit bedste stint nogensinde. Andrea fik kørt os helt frem i feltet og Mikkel forsvarede førstepladsen i hele sit stint. Hurtige og effektive pitstop. Det kunne næppe have været gjort bedre.

Lykkedes det Formula Racing at vinde mesterskabet, udløses en invitation til 24-timers Le Mans næste år. Femte og sidste afdeling af European Le Mans Series afvikles den 17.-18. oktober på Estoril-banen ved Lissabon.

Udfordrende F3-weekend for Mikkel Jensen
Mens kollegerne kæmpede på Paul Ricard, jagtede Formula Racings formeltalent, Mikkel Jensen, de gode resultater på den portugisiske Portimao-bane. Den 20-årige aarhusianer har trods sin rookiestatus været på podiet to gange i denne sæson.

– Det lykkedes ikke at finde det rette setup til kvalifikationen, så jeg startede midt i feltet til weekendens to første løb, lød det fra Mikkel Jensen.


(Foto: FIA Formula 3)

– Jeg startede 11'er og endte på en otteneplads i første løb, mens jeg startede på en femtendeplads og sluttede nier i det andet. Et stærkt resultat, da vi kørte på de dårligste dæk, vi havde, for at spare de gode til det sidste løb.

Desværre nåede Mikkel Jensen end ikke henover startlinjen i weekendens tredje og sidste løb, da koblingen i hans racerbil brændte af umiddelbart før løbets start.

– Virkelig ærgerligt, da jeg skulle starte på en syvendeplads med gode dæk og dermed havde gode muligheder for at køre et topresultat hjem, sagde Mikkel Jensen.

– Alt i alt føles det som en spildt weekend, hvis man ser på resultaterne. Der er ikke andet at gøre end at kæmpe videre.

Mikkel Jensen får en ny chance om tre uger, hvor sæsonens næstsidste løb afvikles på den legendariske Nürburgring.

Formula Racing


Læs mere om:
  • Johnny Laursen
  • Mikkel Jensen
  • Mikkel Mac
  • Formula Racing
  • Paul Ricard
  • 06/09/15 - Paul Ricard - ELMS

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk