Formel Ford - DK   02/09/15

Lundgaard og Smith leverede flot race
Formel Ford-kørerne kæmpede ved GP Danmark på FDM Jyllandsringen
Sjette afdeling af Pirelli Formel Ford Danmarksmesterskabet fandt sted på FDM Jyllandsringen, og her var der specielt to kørere, som var i fokus. Det var den mesterskabsførende Mathias Weinreich Smith, Nibe, og den nytilkomne Daniel Lundgaard, Hedensted. De delte sejrene i de tre løb mellem sig med cifrene 2 og 1, men undervejs bød de på fantastisk race, som tryllebandt publikum.

Ved sin første løbsweekend på FDM Jyllandsringen havde Daniel Lundgaard sikret sig pole position, men trods sin mangeårige ballast fra kartingsporten var der alligevel noget, der skulle læres. Det var starterne. Han var den første, som kørte, men da konkurrenterne var så høflige at vente med at give gas, indtil der var givet startsignal, kom det ikke som den store overraskelse, at Daniel Lundgaard blev idømt to strafbaner for forseelsen.


Daniel Lundgaard vandt et af weekendens tre løb på FDM Jyllandsringen.

Da den første var afviklet, var Mathias Weinreich Smith kommet forbi. Da den anden var afviklet, var også Kasper Larsen, Aalborg, kommet forbi. Det lykkedes dog Daniel Lundgaard at passere Kasper Larsen, men Mathias Weinreich Smith nåede han ikke.

Andet løb bød på årets vel nok bedste race.
De nøgne fakta fortæller, at Mathias Weinreich Smith førte fra start foran Daniel Lundgaard, men stillingen var lige omvendt ved målpassagen. Men herimellem var gået 14 omgange, hvor de to havde kæmpet tæt og intenst. Og det blev overordentlig tæt mod afslutningen. 14 hundrededele. 17 hundrededele. 24 hundrededele og 12 hundrededele. Det var afstanden på de fire sidste omgange, inden Daniel Lundgaard kunne vinde.

Tredje løb gav sejr til Mathias Weinreich Smith, som dermed bragte sig et skridt tættere på DM-titlen i Formel Ford. Men også her måtte han kæmpe sig forbi Daniel Lundgaard.


Niels-Ejnar Rytter havde fokus på sin med-veteran Frank Mortensen - og slog ham.

I det hele taget sørgede kørerne fra Pirelli Formel Ford at levere masser af godt race ved GP Danmark på FDM Jyllandsringen. Kasper Larsen og Michael Christiansen, Kongerslev, havde således en løbslang duel om tredjepladsen i andet løb – en duel, som først sluttede, da de kom i nærkontakt kort før mål. Og de to alderspræsidenter – Niels-Ejnar Rytter, Trustrup, og Frank Mortensen, Helsinge – havde endnu en af deres mange nærkamp i oldboys-kategorien.

www.formelford.dk

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Daniel Lundgaard
  • Kasper Larsen
  • Mathias Weinreich Smith
  • Niels-Ejnar Rytter
  • Jyllandsringen
  • 30/08/15 - Jyllandsringen - Formel Ford - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde