Danish Supertourisme Turbo   17/06/15

De yngre udfordrer den førende
Naturligvis er 33 år ingen alder for en racerkører. Michael Outzen er altså fortsat en ung mand. Alligevel er det de endnu yngre, der nu udfordrer den førende i Danish Supertourisme Turbo, når 4. afdeling køres på Ring Djursland i den kommende weekend.

På Spa-banen i Belgien viste varmblodsraceren Michael Outzen fra JM Racing sin absolut topklasse, og han fører nu mesterskabsserien i den nye supertour i dansk motorsport med 221 points. Dermed klæber favoritværdiheden sig nu til hans grå-gule supertourisme-bil.


Michael Outzen er foran i mesterskabet
(Foto: Motorsporten.dk)

Michael Outzen er dog helt klar over, at han skal køre rigtig stærkt igen på Ring Djursland, hvis han skal holde et kobbel af yngre udfordrere bag sig. Og han har alt andet end en god erindring om sin seneste Djursland-tur. I 2. afdeling i Danish Supertourisme Turbo blev Outzen offer for et sammenstød i 2. heat, og han kom ikke tilbage i løbet og mistede føringen i serien.

De yngre udfordrer tæller Johan Jokinen fra Keo Racing, Mikkel Mac fra Image Racing og Frederik Mortensen fra Perfection Racing.

Jokinen var superhurtig i tidskørslen på Spa, men lavede nogle fejl i heatene og mistede dermed værdifulde placeringer. Han har dog tidligere vist, at han kan køre både stærkt og rigtigt på Ring Djursland. Mikkel Mac er fortsat en seriøs kandidat til mesterskabet, men endnu går han, bilen og teamet ikke op i en optimal enhed. Det kan ske i den kommende weekend. Og med et fantastisk race fra en sidsteplads og op gennem feltet viste Frederik Mortensen, at han og supertourisme-bilen passer rigtig godt til hinanden.

Outzen, Jokinen, Mac, Mortensen. Med flere. Det kan blive et race i topklasse.

Veteranen Kurt Thiim fra Team Thiim Kia indtager 5. pladsen efter tre afdelinger i Danish Supertourisme Turbo. Men han har også unge kørere bag sig, der udfordrer ham. Kevin Rossel fra JM Racing havde nogle meget hurtige omgange på Spa, og han er på vej ind i top-8, der er teamets målsætning for Rossel.


Frederik Nymark kommer bagfra
(Foto: Motorsporten.dk)

Og Frederik Nymark viste også bagdæk på Spa. Efter en noget famlende start på serien for Nymark Racing, er Frederik nu blevet dus med sin bil.

- Vi havde ganske enkelt ikke fundet den rigtige opsætning på bilen hverken på Padborg Park eller på Ring Djursland, men det lykkedes på Spa, og vi kommer tilbage til Djursland med en rigtig fed racer, fortæller en optimistisk Frederik Nymark.

Endnu ét af de unge talenter i dansk motorsport, Jacob Kallestrup, har længe gået og ventet på sin supertourisme-racer. Nu er den kommet, og han debuterer på Ring Djursland.

Poul Erik Thomsen

Danish Supertourisme


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 21/06/15 - Ring Djursland - Danish Supertourisme Turbo

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk