1600 Challenge   13/06/15

Omotorsport kæmpede sig helt til tops
Det var en super tilfreds Brian Johannesen, der drog hjem fra den 2. afdeling af Yokohama 1600 Challenge.
Løbet blev kørt på Padborg Park og Omotorsport mødte fortrøstningsfulde op på den Sønderjyske bane, efter at teamet scorede en 4. og en 5. plads til Åbningsløbet for halvanden måned siden.
På trods af at Brian skulle have 30kg succesballast med i den koksgrå og orange Peugeot 207 med nummer 66 på siden, så havde han en god følelse i maven.


(Foto: CN Photo)

Træningen startede lørdag eftermiddag kl. 14.40, og her blev det til 14 gode omgange, hvor der blev prøvet forskellige opsætninger af. Den bedste tid rakte til en 7. plads i det 24 bils store felt, så det var et rigtig godt udgangspunkt forud for kvalifikationen senere samme dag.

I strålende solskin kørte det store felt ud på banen. Rimelig hurtig kom der en safety car, som klippede en stor del af tiden i den forvejen lettere forkortede kvalifikation. Men da der endelig blev givet grønt lys igen, var Brian ikke sen til at trykke speederen helt i bund. Allerede på 3. flyvende omgange var han næsten et sekund hurtigere end i træningen, og på hans allersidste omgang lykkedes det at køre 4. bedste tid, på trods af succesballasten, så der var stor glæde at spore i teamet lørdag aften.

Søndag formiddag var det tid til heat 1. Da de røde lamper gik ud, var der en del kamp om pladserne, så den Brian faldt tilbage på en 7. plads. Men vigtigst af alt var at han stadig var kørende og kunne komme ind i en rytme, hvor han konstant forbedrede sine omgangstider. Faktisk så forbedrede han sin kvalifikationstid med yderligere 0,2 sekunder.

Målstregen blev krydset på 7. position, hvilket betød masser af gode point, men ikke mindst 2. startposition til heat 2 søndag eftermiddag, som også kunne følges på tv.


(Foto: CN Photo)

Første omgang bød desværre på en overhaling fra manden på 3. startposition, men Brian Johannesen lå stadig og åndede ham i nakken. På løbets 3. omgang kom der Safety Car og feltet skulle derfor ned i fart, indtil en konkurrent var blevet trukket ud af sandkassen.

Da løbet endelig blev givet frit igen, fortsatte Omotorsport køreren sit store pres på manden på 2. pladsen, hvilket også gav pote, da denne omgangen senere måtte trække til side med teknisk defekt.

Derved var der fri bane op til manden på 1. pladsen. Brian fik hurtigt lukket hullet og satte herefter massivt pres på i de resterende 5 omgange. Flere gange var han helt oppe på siden af ham, men ikke helt nok til at kunne lave en sikker overhaling. Det var vigtigere at få en 2. plads med masser af point end at lave en hassaderet overhaling med risiko for at ende i sandkassen med nul point.

Da det ternede flag blev passeret var der mindre end et halvt sekund imellem de 2 biler. Desværre, set med Omotorsports briller, med Brian Johannesen på 2. pladsen.


(Foto: CN Photo)

Men der var stadig kæmpe glæde at spore i teamet. 2. pladsen var nemlig Brians bedste placering nogensinde i Yokohama 1600 Challenge. Og da de nærmeste konkurrnter i mesterskabet var en del længere tilbage i feltet, blev det lige pludselig spændende at skulle til at regne på stillingen.
Da alle resultaterne var skrevet ind, viser det sig nemlig at Brian Johannesen indtager en delt 1. plads i DIF Danmarksmesterskabet! Det var langt mere end hvad teamet umildbart havde forventet forud for weekenden.

Teamet vil gerne sende en stor tak til sponsorerne som har støttet op i denne sæson, så det for første gang i Omotorsports historie er lykkedes at komme på 1. pladsen i DIF Danmarksmesterskabet på asfaltbanerne.

Resultaterne fra denne weekend betyder at der lige skal 10kg succesballast mere i bilen til næste løb på Ring Djursland. Men det tager teamet med et smil. Sidste gang at Omotorsport var her, blev det til en 1. og en 3. plads i samme heat, med teamchef Karsten Olsen i 207’eren på 1. pladsen og Brian på 3. pladsen i den Citroen Saxo som han kørte i sidste år.

Så nu er målet, på trods af de 40kg succesballast, at køre 207’eren på podiet endnu engang – og helst på den allerøverste plads!

Så kom og hep på Omotorsport på Ring Djursland den 20.-21. juni til den 3. afdeling af Yokohama 1600 Challenge 2015.

Omotorsport

JJ Media


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 07/06/15 - Padborg Park - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk