Rallycross - DM   04/06/15

Intens DM-fight i Rally Cross og Cross Kart
Motorsport Nordjylland (MNJ) fik - sædvanen tro - hurtigt gjort det løse underlag konkurrenceværdigt, da regnen stoppede ved 3. afdeling af DM i Rally Cross (RC) på motorklubbens RC-stadion i Nysum.

- Til 2014-sæsonen har jeg bygget en helt ”ny” Opel Corsa i tunet Super 2000-trim, oplyser den regerende vice-danmarksmester Allan Jørgensen fra MNJ. – Efter bortfjerning af børnesygdommene var vi derfor klar til at give fuld gas på hjemmebane.


Allan Jørgensen kæmpede sig flot frem til finalen i SUPER 2000 – til trods for manglende konkurrenceheld
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Allan Jørgensen måtte dog fighte i fuld skala for at nå frem til en startplacering i front ved finalen i SUPER 2000. Undervejs forsvandt trykket på servostyringen, og i et indledende heat kom Allan Jørgensen ikke over målstregen. Forhjulene pegede i to helt forskellige retninger – efter nærkontakt med autoværnet i en overhaling.

- I finalen kom jeg virkelig godt fra start, fortsætter Allan Jørgensen. – Herefter knækkede gearstangen, hvorefter jeg kun havde 3. og 4. gear til rådighed. Jeg fik dog fightet mig hjem til en firer.

I SUPER 1600 oplevede klubkammeraten: Jan Petersen lidt tilsvarende udfordringer: - I kvalifikationen knækkede der et ophæng til motoren, men vi fik heldigvis svejset stumperne sammen igen. Som affødt skavank fik jeg derfor problemer med gearskifte-udfald i finalen, men havde ellers en virkelig tæt kamp med Jacob Schnoor fra MNJ i Peugeot 106 MAXI, hvilket gav en andenplads.


Jan Petersen fighter tæt om DM-titlen i SUPER 1600
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Efter 3 sejre ud af 3 mulige har jeg opbygget et lille forspring i DM-serien, supplerer Jacob Schnoor. – Det kan blive værdifulde matchpoint i slutfighten, for Jan Petersen har vist en flot fremgang i år.


Jacob Schnoor er gået i DM-front for SUPER 1600
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

I den skrappe SUPERNATIONAL for tunede over 2 liter fik den regerende mester: Peder T. Jensen i Volvo 242 tæt konkurrence af svenskerne: Mikael Persson og Ulf Arvidsson. Midtjyden trak dog det længste strå i finalen.


Peder T. Jensen fik tæt konkurrence af svenskeren: Ulf Arvidsson
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Hos de serienære 1,6 liters-racere scorede Rasmus Vorre en flot fjerdeplads i finalen efter en overgang at være fremme som toer.


Rasmus Vorre kæmpede yderst tæt/intenst om slutplaceringerne i den serienære 1,6 liters-klasse
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

I Cross Kart var MNJ også med helt fremme. Her forsvarede Kevin Daarbak dygtigt sin DM-føring i CK Mini, men måtte denne gang som toer overlade finalesejren til nordmanden: Karl P. Nordstrand.


Kevin (tv.) og Tobias Daarbak går til makronerne i Cross Kart. Bag ved ses en ikke ustolt teamchef, far og chefmekaniker: Troels Daarbak.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Norge er absolut førende inden for Cross Kart, konstaterer løbsleder Finn Knudsen. – Vi er derfor glade for, at nordmændene er flittige deltagere på Nysum Banen. I CK 85 ccm. vandt den norske gut: Ole H. Steinholt, mens MNJ’eren Lasse Storgaard kom hjem på en flot tredjeplads.


Lasse Storgaard ligger nr. 3 i DM for CK 85 ccm
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

I CK 125 ccm. kom MNJ’eren: Tobias Daarbak til start med et dugfriskt topresultat fra premieren på det nordeuropæiske CK-mesterskab, som er blevet skudt i gang på Höljes i Sverige. I Nysum blev slutresultatet en sikker etter og DM-føring foran klubkammeraten: Nicklas Lucas Jensen.

- I CK 650 ccm. er DM-konkurrencen i front blevet intensiveret, konstaterer den regerende vice-danmarksmester: Dennis Munch. – Sidste år debuterede vendelboen Mads S. Pedersen direkte ind i CK 650 ccm., og han har fremvist et flot naturligt talent.


Dennis Munch er gået i DM-front for CK 650 ccm.-klassen
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Dennis Munch sluttede på tredjepladsen efter Mads S. Pedersen (1) og MNJ’eren Søren Jelsbak (2), men er nu gået i front for DM-stillingen 2015.


Søren Jelsbak går helhjertet efter en forbedring af sidste års DM-bronze
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Motorsport Nordjylland

Åge Keseler Kirketerp


Læs mere om:
  • Nysum
  • 31/05/15 - Nysum - Crosskart
  • 31/05/15 - Nysum - Rallycross - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde