1600 Challenge   26/05/15

Lyck Motorsport fik vellykket sæsonstart
Søren Lyck og Lyck Motorsport fik en vellykket sæsonstart, da Yokohama 1600 Challenge kørte deres Åbningsløb på FDM Jyllandsringen.
Den tidligere mesterskabsvindende kombination fra Rallycrossbanerne har netop startet deres 3. sæson i asfaltbanesporten.

Esbjerg Motor Sport Auto medlemmet deltog i de første 2 sæsoner i en VW Polo Gti, men forud for 2015 sæsonen har teamet opbygget en Peugeot 207 mere eller mindre fra bunden. Kun sikkerhedsburet sad i bilen, mens teamet fra Esbjerg selv har bygget resten på.

En halv testdag forud for sæsonstarten viste et par småting på bilen, som der skulle rettes op på inden det blev alvor.

Og så var bilen ellers også helt i orden.

Træningen blev kørt i tørvejr lørdag formiddag, og her blev det til 11 gode omgange hvor der stille og roligt blev klippet af tiden. Da de 20 minutter var gået, rakte det til 9. bedste tid ud af de 22 biler, og hvad der var endnu vigtigere var, at tiden var den hurtigste på den bane, som Søren nogensinde har kørt i hans asfaltbanekarriere.


(Foto: CNPhoto.dk)

Vejret skiftede fra knastørbane til finregn inden kvalifikationen skulle i gang. Valget stod imellem at blive på tørvejrsdæk eller skifte til regnvejrsdæk. Som størstedelen af feltet valgte, blev Lyck på tørvejrsdækkene helt uden mønster i, hvilket også viste sig at være det rigtige valg. Der var dog kun 3 omgange til at sætte omgangstiden i, da det derefter begyndte at regne kraftigere, og det derved blev umuligt at forbedre tiderne – også selvom nogle hold satte regnvejrsdæk på.

Det blev til en rigtig god 8. startposition, og dermed et super udgangspunkt forud for søndags 2 løb.

Solen var nu tilbage, så der var slet ikke tvivl om dækvalget til heat 1.

Da de røde lamper gik ud, kom Søren Lyck rigtig godt af sted og var allerede helt oppe på 5. pladsen efter første omgang. Tætte kampe i feltet gjorde dog at Søren fik et lille skub bagi, hvilket gjorde at han tabte nogle placeringer. Han holdt sig dog med nød og næppe på banen og kunne krydse målstregen på 8. position.

Og det var slet ikke så skidt endda, for man vender nemlig top 8 til heat 2 – og vupti – så holdt Kaffemanden på Pole Position!


(Foto: CNPhoto.dk)

Som noget nyt er der også direkte tv transmisioner fra flere af løbsweekenderne, så udover alle tilskuerne på banen, kunne tv seerne derhjemme i stuen se hvordan at Søren kom godt fra land og førte hele feltet an på 1. omgang.

Der er altid tætte kampe gennem hele feltet, og ikke mindst i toppen, efter nogle omgange lykkedes det flere konkurrenter at smutte forbi. Da der først var blevet åbent, kom et helt tog forbi. Heldigvis blev der sat en bremse for det tog, og herefter kunne Esbjergenseren stabilisere sig på 6. pladsen. Her blev det til en lang og fair dyst med Brian Johannesen, hvor der blev kørt utrolig tæt og materiellet blev presset til yderste. På trods af at Brian nåede at smutte forbi inden målflaget, blev det alligevel til en meget godkendt 6. plads.


(Foto: CNPhoto.dk)

Teamet køres primært på husholdningsbudgettet, og består som udgangspunkt kun af Søren. Men teamet er også meget taknemmelige for de firmaer, som har valgt at støtte op om løbssæsonen, og derved hjælper til med at opnå de gode resultater denne weekend.

Under løbsweekenderne får han dog også lidt hjælp fra Omotorsport. Så duellerne med Brian Johannesen fra Omotorsport var ekstra underholdende, da Brian og Søren står side om side i paddocken, og Omotorsport også hjælper lidt til hos Lyck Motorsport, når Sørens One-man-band har brug for en hjælpende hånd.

I DIF Danmarksmesterskabet indtager Søren Lyck en aktuel 8. plads, men med top 8 kun adskilt af 16 point (og en sejr giver 25), så er der masser af muligheder for avancement.

En anden positiv ting at tage med fra weekenden, er at alle de foranliggende i mesterskabet skal have succesballast med i bilen, mens Søren kan køre uden ekstra ballast, når den 2. afdeling af Yokohama 1600 Challenge køres på Padborg Park 6.-7. Juni. Søren har tidligere vist rigtig god fart i Polo’en på Padborg Park, og med det opgraderede materiel i form af Peugeot 207’eren, er målet at slutte godt fremme i feltet endnu en gang.

Lyck Motorsport

JJ Media


Læs mere om:
  • Søren Lyck
  • Jyllandsringen
  • 26/04/15 - Jyllandsringen - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde