Danish Supertourisme Turbo   07/05/15

Nicolaj afløser Nicki på Ring Djursland
Det kan være surt at hedde Kurt. I hvert fald i dag, hvor det går op for Thiim Senior, at han alligevel ikke kommer til at køre om kap med sønnike i weekenden på Ring Djursland. Nicki Thiim var tilmeldt til Danish Supertourisme Turbo, og han var også ude og køre hurtige omgange i supertourisme-raceren i onsdags på Padborg Park.

Han glædede sig som et lille barn til mødet med sin far Kurt Thiim. Men torsdag ringede Nicki Thiims telefon. Opkaldet kom fra topledelsen i Audi Motorsport, der beordrede Nicki Thiim til Portimão, hvor han skal stille op i den internationale TCR-serie.

Det er der, hvor Michel Nykjær fra supertourisme-feltet også kører lørdag-søndag, og det var netop Nykjær, som Nicki Thiim skulle erstatte på Ring Djursland.

- Det er bare superærgerligt. Vi har prøvet alt for at overtale Audi til at lade Nicki Thiim blive i Danmark, men der var ikke noget at gøre. Nicki er også utrolig ked af det, og han har lovet, at han vil gøre alt for at finde et andet tidspunkt, hvor han kan stille op i Danish Supertourisme Turbo, forklarer manden bag serien, Tom Pedersen, Padborg Park.

Heldigvis er det lykkedes at finde et andet godt navn i dansk motorsport til at kravle ind i bil nr. 88 i stedet for Thiim. Det er Nicolaj Møller Madsen – en 21-årig fynbo – der sætter sig bag rattet i raceren fra Image Racing. Nicolaj Møller Madsen er også Audi-kører og er i lighed med Nicki Thiim ved at køre sig til en placering i international motorsport.


Nicolaj Møller Madsen deltager normalt i AudiSport TT Cuppen
(Foto: Audi)

Hans ambitioner er store: ”Jeg vil være Danmarks næste store Le Mans-vinder”, skriver han på sin egen hjemmeside.

Nu får Nicolaj så muligheden for på en dansk bane at vise, hvad hans talent rækker til..

Poul-Erik Thomsen


Læs mere om:
  • Nicki Thiim
  • Nicolaj Møller Madsen
  • Ring Djursland
  • 10/05/15 - Portimão - TCR Series
  • 10/05/15 - Ring Djursland - Danish Supertourisme Turbo

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk